|
|
Skal Postvæsenet ekspedere post eller . . . . . .?Når det offentlige i forbindelse med sparebestræbelser varsler 'nedskæringer', bliver det som regel ved det sidste, for en nedgang i udgifterne er sjældent mærkbar -- oftest kun synlig i skikkelse af ordflom eller manipulerede regnskaber. Hvad der i stedet er direkte føleligt, er nedgang i service og ydelser.En sådan adfærd bliver hurtigt en vane for offentlige institutioner, der er hurtige til at fralægge sig pligter. Samtidigt vifter man oplagt med gebyrspøgelset. Post & Telegrafvæsenet har intet akut behov for besparelser, idet man for at »dække sine udgifter« har øget portotakster og gebyrer i et bemærkelsesværdigt tempo. Som om det ikke er nok, har dette væsen gennem flere år arbejdet på at nedsætte sit serviceniveau. De borgere, man skulle tjene, er i stedet blevet genstand for merkantil udnyttelse, idet P&T -- mod betaling naturligvis -- overdænger den sagesløse befolkning med meningsløst papiraffald. Rundspørger har vist, at mere end 75% af borgerne helst er fri for disse dynger af ildelugtende reklamer. Folketinget har mærket stemningen og har for at tækkes vælgerne gjort det 'valgfrit' at modtage de mange reklamer. Det forlyder, at man 'blot' skal afhente en formular på postkontoret og levere den tilbage i udfyldt stand. Det lyder nemt, men det er det langtfra, for den indleverede formular udløser en 'sagsbehandling', der synes at tage evigheder. Den simple proces, at fritage en adresse for adresseløse forsendelser ved simpelthen at registrere adressen i en ikke-reklamer-kategori og orientere postomdeleren herom, synes at kræve en nøje vurdering af en meget langsomt arbejdende papirnusser, hvis hovedopgave i første række er at opfinde en begrundelse for at afvise anmodningen, i anden at forsinke en praktisk iværksættelse af nul-reklamer så meget som muligt. Jeg vil opfordre alle, der af postvæsenet mod deres vilje bliver belemret med reklamer, at aflevere alle disse reklamer i den lokale postkasse. Det handler for P&T om profit mere end om postomdeling. Den sidste arbejder man bevidst hen imod at afskaffe. Den gang det samlede skattetryk i Danmark var under 50%, blev posten omdelt 2 gange om dagen og man kunne opleve at få et brev samme dag, som det var afsendt. Først forsvandt den ene af de daglige runder. Tilbage var kun morgenrunden. Kunderne knurrede, men P&T mødte utilfredsheden med fantasifulde forklaringer og fine garantier. En af garantierne lød på, at det daværende portoniveau ville blive fastfrosset meget længe og at postekspeditionen ville blive effektiviseret. Det skulle vise sig at være henholdende snak. Et år efter fik portoen et nyt hak opad (som det er traditionelt: større end stigningen af pristallet) og den berømte 'morgenudbæring' degenererede gradvist til at blive på et eller andet tidspunkt midt om dagen. Portopolitikken blev mere og mere latterlig: i en periode kostede det for eksempel mere at sende et tungt brev, end det kostede at sende to mindre med lidt over den halve vægt hver. Jeg har aldrig hørt en forklaring på denne besynderlige ordning, men man tænker jo sit! Efterhånden var portoen steget så meget og lå så betydeligt over vore grænsenaboers, at mange firmaer med en stor postomsætning arrangerede sig med kurérer, der tog over grænsen og afleverede posten (også den indenlandske) dér. I København og Sjællandsområdet var det ikke usædvanligt, at flere mindre organisationer samarbejdede om denne trafik. Man skulle tro, at den slags aktiviteter sendte et tydeligt signal til P&T om, at 'der var noget galt'. Det gjorde det for så vidt også, for P&Ts ledelse drøftede med politikerne, om denne alternative form for postbefordring kunne forbydes -- og jeg tror faktisk, at det endte med en eller anden slags 'regulering', som det benævnes i disse kredse. Den skjulte dagsorden gik imidlertid stadig på at afskaffe postomdelingen helt. Først forsøgte man sig nogen steder med mindre end 5 runder om ugen, men det viste sig upraktisk, idet det også forsinkede for meget af den post, der fulgte efter en 'karensdag'. Der skulle derfor findes en anden udvej. Postlovens behandling i Folketinget nyder ikke mediernes bevågenhed, så en ny postlov, der afskaffede postbuddets udbringning af posten helt 'til døren' i stedet for kun at droppe den ved adressen, smuttede relativt ubemærket gennem lovmøllen. For at få loven vedtaget, havde det dog været nødvendigt at tage hensyn til 'gamle og svage', der efter den nye lov kunne anmode om at få posten bragt helt til døren som før. Myndighederne levnede borgerne et års tid til at arrangere sig med brevkasser, men det viste sig urealistisk og fristen måtte forlænges. Opsætning af brevkasser gav flere steder problemer, da det, især i etageejendomme, kunne være svært at finde en placering af kasserne, der tilfredsstillede P&Ts rigorøse tolkning af loven. Medens ordningen efterhånden blev bragt til at fungere, må folketinget have haft postloven under behandling igen. Blandt ændringerne finder man det fuldstændige bortfald af pensionisters særordning. Ændringen kan ikke forklares ved erfaringer med den reducerede udbringning, fordi observationsperioden -- især set gennem offentlige briller -- var for kort. Der må foreligge resultatet af en skummel strategi: først skulle loven luskes igennem, hvorefter den kunne 'formes' efter ønske. Ønsket består som bekendt i helt at afskaffe postomdeling. Det endelige mål er således ikke nået endnu, men det skal nok komme. Næste trin bliver sandsynligvis, at borgerne selv skal hente deres post på posthuset. Måske finder vi en overgangsperiode, hvor modtageren i sin brevkasse får en lille seddel med besked om, at der ligger post og venter på posthuset. Denne fremgangsmåde har været praktiseret i mange år med pakkepost. Her har man, uanset om man var hjemme eller ej, modtaget en lille slatten formular om, at postbudet »forgæves« har søgt at aflevere en pakke. Hvis man er hurtig og fanger dette bud, inden han absenterer sig, viser det sig, at han ikke er i besiddelse af pakken. Forklaringen lyder, at den ligger på posthuset. Hvis man straks begiver sig til omtalte posthus for at hente sin pakke, vil man få at vide, at pakken ikke findes dér og at pakkebudet er i besiddelse af den! Man må prøve igen senere. Klager over den forulempende praksis afvises på stedet. Derfor kan postvæsenet påberåbe sig, at der praktisk taget ikke indgives klager over pakkepostbesørgelsen. Et andet ubehageligt eksempel på postvæsenets uvilje oplevede jeg i Roskilde omkring årssskiftet 2010/2011. Jeg havde i den periode sendt to breve til en adresse i postdistrikt 4000, men havde lavet lille en fejl i adressen, idet et bogstav efter gadenummeret var forkert. Jeg havde f.eks. skrevet 35D i stedet for 35B. Ingen af de to breve kom frem, men det sidste blev returneret med en mærkat klistret demonstrativt over adressen. Mærkaten forklarede, at brevet var uanbringeligt. Ejendommen til adressen er en mindre etageejendom med 4 trappeopgange og 3 etager. Det aktuèlle postbud har kort før eller kort efter, han er stødt på de 'uanbringelige' breve, stået lige foran postkassen til den rette modtager, der oven i købet bærer et lidt usædvanligt navn. Fik jeg nævnt, at offentlige institutioner måler deres betydning ved den ulempe, de formår at pådrage borgerne? Efteråret 2012 annoncerede Postvæsenet, at ca. 30% af de kendte, røde postkasser ville blive nedtaget. Forklaringen lyder, at det skyldes aftagende mængder af den almindelige, frankerede post. Det er imidlertid svært at se det som andet end et forsøg på yderligere at reducere mængden af den slags post, som elleres skulle udgøre rygraden i postvæsenets 'service'. Den danske befolkning gik ind i 2016 med forhøjede porto-afgifter. Det var desværre ikke et enkeltstående tilfælde, for P&T har regelmæssigt 'reguleret' sine priser de senere år og Danmark har nu uden konkurrence verdens højeste porto-satser. Når man tager landets veludviklede infrastruktur, korte afstande og lave inflation i betragtning, kan der kun være een forklaring herpå: manglende effektivitet. Denne er vokset frem af en særlig mentalitet, der præger offentlige institutioner -- en mentalitet, der også giver sig udtryk gennem dårlig service og små-ubehagelige medarbejdere. Foråret 2016 kunne medierne oplyse, at P&T havde oplevet en så markant nedgang i brevforsendelser, at Danmark nu er det europæiske land, hvor denne kommunikationsmulighed bliver brugt mindst. Lidt undrende konstateres, at danskernes postvaner har ændret sig, men ikke et ord om årsagen hertil. Videre oplyses, at nedgangen i brevforsendelser kan føre til nedlæggelse af lidt over 600 stillinger i Postvæsenet. Spørgsmålet er, om ikke alt går efter P&Ts planer? I Maj luftede folketinget så en idé om at afskaffe A-post og kun bevare en service, der svarer til B-post, hvilket indebærer, at man kommer til at vente op til 5 dage på et brev.. M.a.o. har P&T planer om yderligere serviceforringelser. Man har opnået at blive verdens dyreste postvæsen. Næste mål er at blive verdens dårligste! |