En stor, sort Hund. 1992.


Det er en sommermorgen i et eetplanshus syd for København. Jeg er lige vågnet og har slået øjnene op. Det første, jeg ser, er en stor hund, der stirrer ufravendt på mig. Den forventer to ting af mig, når jeg står op (hvilket gerne må ske lidt hurtigt): den vil have morgenmad og derpå en spadseretur -- jo længere jo bedre.
       Hunden er ikke min. Jeg har 'lånt' den sammen med det hus, den bor i, medens dens 'far og mor' er på sommerlangfart i deres lystbåd. Det er ikke sådan, at de ikke vil have hunden med -- det vil de hellere end gerne -- men de skal på deres tur lægge til i en række svenske havne og svenskere nærer et paranoidt forhold til danske husdyr.

Da hunden ser, at jeg er kommet på højkant, liver den betydeligt op. Jeg giver den det afmålte kvantum foder og medens den spiser, klæder jeg mig på og orienterer mig om, hvordan vejret ser ud. Det er typisk dansk sommervejr: gråt i gråt og det kan udvikle sig til hvad som helst.
       Efter sit måltid slippes hunden ud i haven, hvor den pligtskyldigt jager skaden væk fra græsplænen og i øvrigt nidkært afpatrouillere territoriet. Den hidser sig op over ingenting og en sagesløs fodgænger får et par velvalgte bemærkninger med på vejen. Imedens spiser jeg selv morgenmad. Selv om der er kommet en avis, læser jeg den ikke. Aviser irriterer mig. De gør støj, når de kommer, og man kan ikke stole på det, der står i dem. I hvert fald har det været sådan, at hver gang jeg har haft mulighed for at kontrollere noget af indholdet, har avisens version været enten forkert eller forvrænget.
       Som det næste pakker jeg min rygsæk til en længere tur. Lidt proviant og drikkevarer, et håndklæde, vand til hunden og en tynd eengangsskål, den kan drikke af. Desuden et kort over området, fotoapparat og hundesnor. 'Vi' er gået.
       Da jeg lukker havelågen bag mig, har jeg endnu ikke bestemt, hvor jeg vil gå hen. For det første stykke af turen er det også ligemeget; det er det samme for de to-tre muligheder, jeg har at vælge imellem. Vi går ned imod 'Søen'. Før den skal vi ad små spadserestier gennem et parcelhuskvarter, hvor der bor flere hunde. De fleste er bag et hundetæt hegn, men nogle få er løse. En af dem er en ondskabsfuld schäfer, der har det med at ligge på lur og angribe bagfra. Den og 'min' hund er de bedste fjender. Schäferen er særligt modig, når målet for dens angreb er i snor. Jeg har 'Luffe' i snor, selv om det er mit indtryk, at han lystrer mig, så er han ikke min egen hund og jeg kender ham ikke til bunds.
       Den fremmede hund ligger også på lur denne dag. Jeg har set den, men lader som ingenting. Luffe véd også, at den er i nærheden; han har rejste børster.
       Da schäferhunden kommer, vender jeg mig hurtigt for at tage imod den. Min beslutsomhed gør den usikker og den har sandsynligvis en erindring om, hvad der skete, da den angreb os første gang. Da fik jeg fat i den og gav den en dragt prygl og var heldig at undgå dens forsøg på at bide mig.
       Jeg har fået at vide, at Luffe er en kryster, der søger dækning bag sin ledsager i situationer som denne. Jeg må sige, at denne og andre oplysninger om Luffes natur kan jeg ikke bekræfte; det er faktisk svært at holde ham fra at gå i flæsket på angriberen.
       Da schäferen indser, at den er gået glip af overraskelseseffekten, opgiver den sit forehavende og trækker sig tilbage. For at føje spot til skade forfølger jeg den et stykke, hvilket får den til at stikke halen mellem benene. Luffe bidrager med et par rammende skældsord, inden vi går videre.
       Den næste hund, vi møder, er en lille puddelhund. Den 'bor' ganske vist i en indhegnet have, men hegnet har et hul, hvorfra den gør udfald mod forbipasserende og trækker sig tilbage, inden situationen 'spidser til'. Jeg kender dens strategi fra tidligere og i dag er jeg forberedt. Så snart den har vovet sig ud af hullet i hegnet, stiller jeg mig op og spærrer tilbagetoget og lader Luffe om resten. I den situation er puddelhunden pludselig ikke meget værd og den smider sig på ryggen og må udstå at blive snuset ganske grundigt igennem af Luffe. Da jeg afblæser aktionen, bliver den artigt liggende på ryggen et stykke tid, inden den rejser sig og piler i dækning. Så snart den er kommet bag det beskyttende hegn, bliver den imidlertid helvedes kæphøj og følger os larmende på dets anden side. Luffe tager det roligt: han nøjes med at gå og 'rømme' sig.
       Vi har rundet 'Søen' og fulgt en sti langs jernbanen. Hvor stien ender, er jeg nødt til at beslutte mig: skal det være stranden, kalkbruddet eller 'den anden side af motorvejen'? Jeg sætter mig for at tænke. Det er længe siden, jeg har besøgt Staunings Ø, men jeg har egentlig også lyst til en tur i kalkbruddet. På 'den anden side af motorvejen' går der nogle får, som Luffe interesserer sig meget for.
       Det nytter ikke at spørge Luffe; han siger 'ja' til det hele, men lige nu er det ham, der ligner et stort spørgsmålstegn: Hvorfor sidder jeg dog dér? Var det ikke meningen, at vi skulle gå?
       Jo det var. Jeg rejser mig. Valget er faldet på stranden; så kan vi eventuelt på hjemvejen drille den koleriske grundejer, der forsøger at håndhæve et forbud mod at færdes langs vandkanten ud for hans grund. Desuden er der mulighed for at træffe nogle får på den tur. Luffe er allerede i stram snor gået i 'forvejen'.
       Vores videre vej fører gennem et villakvarter, forbi en rigeligt moderne kirke og gennem et feriecenter, inden vi kommer ud til vandet. Luffe kender vejen, for vi har gået den før. Han har travlt og ignorerer forskellige uforskammede tilråb fra kvarterets hunde. En stor blågrå kat får først et sideblik, men da den bliver undersøgt på nærmere hold, viser den sig at være en stor kanin -- og hvad stiller man op med sådan een?

Vandet i bugten er forholdsvis roligt. Jeg følger vandkanten, hvor sandet er fast og let at gå på. Da vi har gået små 10 minutter, standser Luffe og ser bedende på mig. Har jeg ikke glemt noget? Det har jeg nu ikke, men jeg ville helst vente med at slippe ham løs, til vi er kommet lidt længere mod syd. Nå! Lad gå! Hvis han lover at være artig! Jeg slipper ham. Han springer en halv snes meter længere frem, vender sig og venter. Med et par kåde hop løber han endnu et stykke, stopper og ser tilbage mod mig. Han prøver at lokke mig til at løbe efter ham. Det gider jeg ikke i dag. Det forstår han endeligt, men han er da også ligeglad -- han har forresten en masse strand, han skal snuse til.
       Stranden bliver efterhånden bredere. Det er hverdag og vi ser ikke så mange andre mennesker, men i det fjerne øjner jeg et par med en lille, løs hund, noget glathåret foxterrier-lignende noget. For en sikkerheds skyld kalder jeg Luffe til mig. Han ser først spørgende på mig, så ser han sig omkring, men han er heldigvis for nærsynet og nær jorden til at opdage den lille terrier. Han kommer og stiller sig klar, så jeg kan hægte ham på hundesnoren. Vi fortsætter. Luffe går uopfordret 'på plads' og er stadig meget opmærksom: der må da være en grund til postyret!
       Den lille hund viser sig at være meget artig. Den bærer på en bold, som den ikke slipper. Da den passerer, tilkaster den os et sidelængs blik -- og så er det overstået.
       Der er det mærkelige ved hunde, at når en episode er afsluttet, så er der ikke mere ved den. Få meter efter den lille hund slipper jeg atter Luffe løs og han interesserer sig kun for, hvad der er foran os.
       Vi kommer til en strækning, hvor stranden er bredest. På landsiden er der en plantage eller park og også dér græsser nogle får, men jeg véd, at der er en masse skovflåt, så i dag vil vi nøjes med at se og snuse fra en position udenfor hegnet. Heldigvis er fårene meget nysgerrige -- især når det gælder hunde -- og kommer os i møde. Luffe ser interesseret på dem og har snude-til-snude-kontakt med en af dem. Efter oplevelsen letter han demonstrativt ben op ad indhegningen og så går vi igen ud til vandkanten, som vi følger længere mod syd.

Luffe er en stor, labrador-lignende, sort hund. Det er mit gæt, at han er en bastard mellem en schäfer og en labrador retriever. Fra den sidste har den arvet glæden ved vand, men han respekterer også, at han først må gå i vandet, når han har fået lov. Men hvornår følger man 'bare' vandkanten og hvor går grænsen til at være 'i vandet'? Luffe synes at lægge grænsen ved en vanddybde, der når spidsen på hans brystkasse. Han er følgelig netop våd på brystkassens nederste hårtjavs.
       Min opmærksomhed er et øjeblik nedsat. Jeg har ikke set noget i nærheden, der kunne volde problemer og hunden har travlt med at 'soppe'. Jeg opdager ikke, at Luffe udser et par, der sidder ved grænsen til marehalmen og drikker kaffe, til at være 'mistænkelige' og nu gør han noget, som hans 'far og mor' ikke vil tro, når jeg fortæller det: med et par rasende vov'er løber han direkte mod parret, som om han vil jage dem væk. Jeg når lige at råbe ham an og han bremser op, så sandet sprøjter. Da jeg kalder på ham, bliver han blot stående og ser skrap ud. Jeg må hente ham.
       De fredelige mennesker har fået sig en forskrækkelse og jeg må undskylde meget og forklare, at hunden ikke er min egen og at jeg havde fået at vide, at den var en kryster, der ikke turde at gøre den slags. Inden jeg tager afsked med det chokerede par, får jeg at vide, at Luffes hårde opbremsning har gjort, at der er kommet sand i deres kaffe. Jeg må undskylde igen, men jeg kan jo ikke redde deres kaffetår.
       For syns skyld tager jeg Luffe i snor og fortsætter langs strandkanten. Da vi har tilbagelagt 3-400 meter, slipper jeg ham igen løs. Jeg tror ikke, at han har dårlig samvittighed; han mener ikke, at han har gjort noget forkert. Og det har han jo egentlig heller ikke; det var blot en 'misforståelse'.

Vejret er i mellemtiden blevet bedre. Det er klaret betydeligt op og blevet meget varmere. Solen skinner gennem et meget tyndt og højtliggende skydække. Luffe forsøger at drikke af Øresundsvandet, men opgiver det med en grimasse. Da vi kommer til en bænk, sætter jeg mig og haler skålen og vandet frem. Luffe følger altid opmærksomt med, når der 'åbnes tasker', så han er ved hånden, da jeg hælder lidt vand ud i plastictallerkenen og byder ham det. Han gider imidlertid ikke drikke af det, så jeg hælder det i hovedet på ham og lægger remedierne tilbage i tasken, medens hunden ser undrende på mig. Han har sikkert ret i, at sådan noget ville hans 'far og mor' ikke finde på.
       Vi når Staunings Ø, der, siden den har fået navnet, er blevet en græsklædt landtange mellem dybt vand og en lagune. Området har været afspærret af hensyn til ynglende fugle og er netop blevet åbnet igen. Vi indtager det og vi har det for os selv. Luffe får sin badetilladelse og er ikke sen til at omsætte den i en svømmetur på det dybe vand. Medens han svømmer, begynder jeg at gå på udkig efter nogle af de botaniske specialiteter for Staunings Ø. Jeg finder et par eksemplarer af strandsalat -- tror jeg nok, men jeg har ikke min 'Rostrup' med og er derfor ikke sikker, men jeg synes nu, at de ligner strandasters temmeligt meget. Luffe deltager meget interesseret i mine botaniske studier -- så meget, at når jeg vil fotografere et eller andet interessant, skal jeg hver gang skubbe ham til side.
       Da vi kommer til sydspidsen af Staunings Ø, må vi stoppe. En kanal skiller os fra den anden, sydligere landtange. Luffe, for hvem en smule vand ikke er en hindring, har svært ved at forstå, at vi ikke bare fortsætter. Den våde hund står og ser undrende på mig i flere sekunder, da jeg vender og går tilbage, hvor vi kom fra.
       Vi har ikke længere halvøen for os selv. Jeg så, at en ældre herre med en mindre hund passerede dæmningen, der fører over på landtangen, men han er endnu langt fra os og han fører sin hund i snor. Da han får øje på os, stiler han lige hen imod os. Jeg kalder Luffe på plads og mærkeligt nok lystrer han eksemplarisk.
       Da manden kommer helt hen til os, spørger han (til min undren) om min hund kommer, når jeg kalder på den. Jeg må for anden gang i dag forklare, at hunden ikke er min, men, såvidt jeg kan bedømme, så lystrer den mig nogenlunde. "Fint" svarer manden, for så kan han slippe sin hund løs! Underforstået, at så følger den med Luffe, når jeg kalder ham til mig.
       De to hunde, en stor, sort og en lille, tykpelset, grå, er kort efter på farten frem og tilbage over halvøen. Den ældre herre fryder sig over al den motion, hans hund nu får. Jeg fryder mig over, at vi endelig møder en hund, som Luffe kan 'tale med'.
       Efter nogen tid kan jeg se, at Luffe er ved at være træt af selskabet. Jeg kalder på ham og han kommer straks. Manden 'fanger' sin hund og tager den i snor, siger 'Tak for i dag' og begiver sig hjemad. Jeg byder atter Luffe noget vand og han afslår endnu en gang tilbuddet. Han bryder sig vist ikke om serveringen!
       Medens Luffe veloplagt ruller sig i græsset, spiser jeg lidt af den medbragte proviant. Luffe får en 'pind' og et par rosiner og jeg påtænker at tiltræde turen hjem. Men vejret er efterhånden blevet meget fint og jeg mangler lyst til at gå den samme vej tilbage. Alligevel følger jeg kysten med det dybe vand et kort stykke. På udturen så jeg nemlig noget, jeg lige vil granske nøjere. Jeg finder fænomenet: en mørk 'klump' der ligger på bunden i ca. 2 meter vand. Jeg står længe og stirrer for at 'opsamle data', der kan fortælle mig lidt om, hvad det kan være. Min mistanke om, at det kan være en 'sunken sælhund', bestyrkes. Der er sælpest i Øresundsregionen og mange -- især yngre sæler - - er omkommet. Luffe står imedens og ser utålmodigt og spørgende på mig. Jeg kan næsten høre ham tænke: 'Altså den dér fyr -- han er s'gu mærkelig -- nu står han bare på samme sted og glor ned i vandet!' Hvis han rystede på sit sorte hovede, ville det ikke undre mig.
       Vi kommer til et sted, der er ud for 'dæmningen'. Det er faldet mig ind, at vi kan gå forbi Beickers hus og se, om vi kan få øje på ham i haven. Han er også kommet på halvtid og tager sommetider en dag hjemme. Vi passerer dog huset uden at ane nogen livstegn -- ikke en gang en af Beickers mange katte.
       Jeg forsætter videre og bemærker, at haverne på villavejens vestside kan opvise rester af en gammel kystbrink -- meget interessant.
       Længere nordpå bliver kvarteret 'pænere'. Husene -- og træerne -- er ældre og større. Haverne får karakter af naturgrunde og det er mange steder svært at afgøre, hvor den ene have ophører og den næste begynder. Næsten umærkeligt glider kvarteret over i en gammel, åben plantage. Der gror 'myregræs' i skovbunden og der er en del svampe -- mange af dem spiselige.
       Plantagen ender ved et hegn. Dets udformning antyder, at der også her går nogle får -- følgelig er der nok skovflåt, så dér skal vi ikke ind. I stedet går jeg langs hegnet ud mod Køge Landevej, som vi rammer et sted ikke så langt fra et busstoppested. Jeg går derhen, der er en læskærm og en bænk, sætter mig og haler kortet frem for at se, hvilke muligheder der er for at komme videre uden at skulle følge den trafikerede vej.
       Kortet afslører, at der lidt længere mod byen på landevejens anden side findes et kvarter med sommerhuse eller lignende og at et stisystem tilsyneladende begynder der. Stierne fører i mange forskellige retninger og en af dem ser ud til at lede nogenlunde direkte over til kalkbruddet. Jeg beslutter, at vi skal følge den, lukker min rygsæk, rejser mig og går videre.
       Luffe er tilfreds med, at der endelig igen 'sker noget'. Han hader pauser og han bliver ret utålmodig af at vente. Vi følger landevejen et stykke og da der kommer et passende ophold i trafikken, krydser vi den. Vi kommer frem til 'havekvarteret' efter at have passeret et ubebygget område -- måske en gammel stejleplads.
       Det viser sig at være temmeligt svært at orientere sig i kvarteret og jeg synes ikke, at vejene ligner dem på kortet ret meget. Jeg går i stedet i den retning, stien skulle være at finde og endelig mellem to små haver med høje hække finder jeg den. Kort efter er vi ude på åbent land. Jeg sætter det lange ben foran, Luffe er for det meste i snor og følger med. Han er helt 'tørlagt' og har opgivet at standse for at tisse. Desuden deler han min opfattelse af, at der ikke er så meget interessant at se på stien -- og vi vinder hurtigt frem.
       Nærmere ved kalkbruddet og den vej, der fører tæt forbi det, begynder stien at sno sig. Samtidigt bliver landskabet mere kuperet og hist og her dukker småsøer og mindre vandhuller op. De er imidlertid alle lidt for 'friserede' -- et særkende for 'uønskede' vandhuller -- og jeg gider ikke gøre ophold for at studere dem nærmere. Luffe er enig.
       Vi har passeret motorvejen på en almindelig vejbro (uden fortov!), kommer til og krydser en mindre landevej og fortsætter op ad en sidevej til den. Denne vej fører til Karlstrup, hvilket i dag er uinteressant, men den fører også direkte forbi 'Karlstrup Kalkgrav', der er nedlagt som kalkbrud (efter et komisk uheld med ovnen) og i dag fremstår som et stort hul i jorden. Det ejes efter sigende af en privat lystfiskerforening, der udnytter den ekstremt klarvandede sø, der er opstået på bunden af hullet. Området er indhegnet og den store låge er låst, men jeg véd af erfaring, at man et eller andet sted altid vil kunne finde et hul i hegnet. Jeg begynder at søge efter det.

Søgningen fører mig langs kanten af udgravningen og jeg har derfra et godt overblik over hele det lavtliggende område. Der er ingen mennesker dernede -- og hvis der var, måtte de finde sig i et par gæster. Det forventede hul i hegnet er der selvfølgelig. Det er blot ikke så stort og jeg må ned på alle fire for at mase mig igennem. Min dovenskab har ladet mig beholde rygsækken på, men jeg må indse, at det ikke lader sig gøre og må bakke ud af hullet for at tage den af. Så smider jeg rygsækken igennem og kravler selv efter. Nu står Luffe og jeg på hver sin side af hegnet, men jeg har ham stadig i snor. Luffe tøver. Jeg forsøger at trække ham til mig, men han stritter imod. Lidt utålmodigt siger jeg: "Kom så, Luffe!". Hunden griner bare. Varmen er nu ulidelig og jeg gider ikke stå her og diskutere med ham og hiver atter i snoren. Han vil simpelthen ikke. Ved hjælp af en karabinhage på snoren tøjrer jeg ham til hegnet og går lidt væk. Jeg sætter mig ned, åbner en æblemost og spiser noget af min medbragte proviant. Jeg lægger en af Luffes 'pinde' ovenpå min rygsæk, så den er synlig for ham, men sidder i øvrigt med ryggen til ham og nyder min æblemost. Luffe gøer forarget. Uden at vende mig for at se på ham, løfter jeg bare hans pind, så han et øjeblik kan se den tydeligt og lægger den så atter på rygsækken. Hunden gøer igen -- denne gang vredt. Jeg griner ad ham, dog stadig uden at vende mig for at se på ham. Han piber nu ynkeligt og det munder ud i et par grådkvalte vov'er. Så vender jeg mig og siger opfordrende:
--        "Jamen så kom da! Hvorfor vil du ikke gå igennem det hul? Du ka' jo se, at jeg kom helskindet igennem?" Til svar laver Luffe et par kåde hop på stedet og halvvejs brummer og halvvejs piber en forklaring. Jeg forstår den ikke.
       Luffe kender kalkbruddet fra tidligere besøg og han véd, at han kan svømme i søen og vil hellere end gerne derned. Risikoen for, at han skulle prøve at løbe hjem, hvis jeg løsner ham, er meget lille og jeg beslutter at tage den. Jeg rejser mig, lukker min rygsæk igen, men hiver først mit fotografiapparat frem. Luffes 'pind' putter jeg i lommen. Så vender jeg mig mod hunden, der logrer underdanigt og brummer vedholdende. Jeg haler ham hen til mig. Han stritter atter imod, men jeg når lige at få fat i ham og løsne snoren. Så går jeg tilbage langs hegnets inderside for at komme hen et sted, hvor man kan klatre ned ad den stejle skrænt. Luffe følger mig på hegnets yderside og nu gøer han rasende og forarget med fuld stemmestyrke. Ekkoet af hans udbrud kommer op til os fra den fjerne ende af udgravningen og det distraherer Luffe et øjeblik: der må jo være en anden hund dernede, der mener det samme som han.
       Jeg vender mig imod ham og idet jeg peger tilbage mod hullet, siger jeg:
--        "Din dumme hund ... du ka' jo bare løbe hen til hullet og komme her ind!" Luffe lytter et kort øjeblik, men så genoptager han sin rasende gøen. Nu er mit tålmod ved at slippe op; jeg går tilbage til hullet og viser ham det, men han nægter. Så kravler jeg igennem og ud til ham og bliver modtaget med ellevild glæde, som jeg har lidt svært ved at dele. Da jeg er kommet fri af hegnet, tager jeg hunden ved 'nakke og røv' og propper den hurtigt og bestemt gennem hullet, hvorefter jeg selv kravler efter. Jeg kalder ham til mig og tager ham i snor. Jeg er godt sur over hele dette cirkus. Luffe kan mærke det og kryber underdanigt; han har dårlig samvittighed.
       Vi kommer til stedet, hvor man kan komme ned. Jag lader Luffe gå forrest og snart er vi nede. Ved foden af skrænten løber en smal kørevej, som jeg følger tilbage mod 'begyndelsen', hvor der ikke er nogen træer mellem vejen og den næste 'klint', der rejser sig over selve søen. Her slipper jeg hunden løs. Den løber nogle få meter længere frem og dykker direkte ud over kanten. Jeg kan ikke se, hvordan han klarer det, men da jeg kommer hen og kigger ned, ser jeg en våd hund, der står på en lille, lavvandet afsats og bakser med en stor grenstump. Jeg ryster på hovedet ad den: det ene øjeblik tør den ikke gå gennem et hul i et trådhegn og det næste springer den med dødsforagt ud over en 4-5 meter høj klint. Denne hund er svær for mig at 'greje' og jeg konkluderer, at det må være schäferdelen af den, der opfører sig så irrationelt; alt det pjat ville man ikke opleve fra en ordentlig labrador.
       Luffe kan lege i vandkanten i det uendelige, men nede i hullet er det ikke mindre lummert og jeg vil gerne hen et sted, hvor jeg selv kan nå vandet -- helst et sted med lidt skygge. Jeg rejser mig. Luffe observerer det straks og betragter mig opmærksomt. Så siger jeg "Luffe! Kom!" og begiver mig straks tilbage til den 'to-sporede' sti. Lidt efter får jeg selskab af ham. Han er dryppende våd og bærer på en symbolsk stump af den store pind, han underholdt sig med. Jeg venter, at han om et øjeblik vil ryste sig. Da det kommer, når jeg lige at træde et par ekstra skridt væk, inden hunden omgiver sig med en sky af vand. Han kommer til at tabe grenstumpen midt i anstrengelserne, men idet han ryster halespidsen, samler han den op og kommer mig glad i møde.

Den dybt blå og klarvandede sø er i niveau med kørevejen i kalkbruddets sydlige ende og her er der også skygge. Da jeg kommer dertil, smider jeg sko og strømper og sætter mig på en væltet stolpe med fødderne i vand. Stolpen ser ud til at være lagt der til formålet. Derfra kan man gennem den nogenlunde rolige vandoverflade se langt ned i vandet, hvor nogle store foreller svømmer dovent rundt. Jeg vasker mig lidt i hovedet. Luffe snuser mig i nakken; måske forstår han ikke formålet med den utidige vask.
       Da jeg rejser mig igen og tager sko på, får Luffe et 'flip' og fuldstændigt balstyrigt giver han sig til at løbe i et stort ottetals-mønster, hvor jeg befinder mig i krydset og en del af 'slyngen' er ude i det lave vand. Hans livsglæde kunne godt være smittende, men lige hér bekymrer den mig lidt, for hver gang han tager en runde, skal han passere to gange hen over en kvægrist eller sådan noget og jeg er faktisk alvorligt bange for, at han i farten skal stikke en pote ned mellem brædderne og brække den. Jeg løber et stykke tilbage for at få ham til at flytte ottetallet, men denne hund går ikke 'tilbage' -- den standser og venter og så snart jeg igen nærmer mig, genoptager den sit flip. I stedet løber jeg den i møde, passerer kvægristen og fortsætter et stykke. Hunden følger, som jeg håbede, men længere fremme er der for snævert til et ottetal, så den løber i stedet frem og tilbage med vilde opbremsninger, når den skal vende. Et stykke tid deltager jeg i legen, der gør Luffe vældigt forpustet, hvilket dog ikke dæmper hans iver. Så lader jeg som ingenting og går videre. Jeg kan høre, at han braser rundt i buskadset bag mig, men her kan han ikke komme galt af sted og han løber næppe væk, så jeg lader ham passe sig selv og vender opmærksomheden mod botanikken. Her er mange 'kødfarvet gøgeurt', de fleste i fuldt flor. Blandt de unge birketræer finder jeg modne jordbær, som jeg plukker og spiser. Luffe stiller straks for at kontrollere, hvad jeg putter i munden og opfatter kun, at jeg spiser af planterne. Hans mening herom er helt klar: sådan noget er åndssvagt. Jeg stikker ham den 'pind', jeg har i lommen, og han nærmest sluger den.
       En mand kommer gående. Han stiler lige hen til mig, blot for at fortælle mig, at hunde ikke må bade i søen, fordi vandet tappes til drikkevand. 'Løgnhals!" tænker jeg, idet jeg anstiller mig overrasket overfor meddelelsen. Jeg véd nemlig, at vandet i søen ikke er egnet til drikkevand, fordi indholdet af aluminium er for højt. Som tak for oplysningen smiler jeg forlorent og går videre. Manden prøver atter at spille 'myndig', men jeg smiler blot igen og går videre. Da han forsøger en tredje gang, spørger jeg, om han har bemærket, at der fra en svinestald, der er anbragt nær kanten af kalkbruddet, løber en strøm af ajle direkte ned i søen og at en badende hund mere eller mindre i den sammenhæng hverken betyder fra eller til. Mit spørgsmål gør manden 'paf' og med et meget alvorligt udtryk i ansigtet, går han i den retning, jeg har udpeget 'ajlekilden'. Han har fået en 'ny sag'.
       Luffe tager mandens tilnærmelser helt afslappet og passer sin 'leg'. Det kunne ellers have været ret passende med lidt 'solidarisk' optræden i denne situation.
       Jeg overvejer at 'dyrke' idioten lidt, men indser, at jeg ikke gider og fortsætter med mit eget.
       Da vi nærmer os det sted, hvor vi trængte gennem hegnet, er luffe helt tør. Jeg lader ham 'udbedre skaden', inden vi klatrer op til hullet og da jeg finder det igen, er han endnu passende våd.

Denne gang gider jeg ikke holde palaver. Da hullet er foran os, tager jeg uceremonielt fat i den store hund og propper ham igennem. Han prøver at stritte imod, men jeg tager bare hårdere fat og løfter på det første stykke hans forpoter fra jorden. Da han har forkroppen igennem, får han 'pedal' og så er han ude på den anden side. Jeg følger selv efter med min rygsæk først. Så kommer Luffe i tøjer. Nu skal vi altså 'hjem'.
       Tilbage til vejen -- op mod den lille landevej, som vi følger et stykke (lovlydigt i venstre side), men da jeg er bange for at overse den sti, vi skal ned ad, krydser jeg vejen og er heldig at gøre det kort før stien.
       Stien fører ind i og igennem en ung plantage med en blanding af forskellige løvtræer, der i blandt mange eg. Efter plantagen kommer en nedlagt frugtplantage. Det skete efter, at det fine, gamle stuehus udbrændte. Brandtomten er ryddet og der er anlagt en bålplads med nogle træstammer til at sidde på. Nogle af stammerne er mindre velvalgte, for de er oversået med små grentorne, der gør det til en blandet fornøjelse at sidde på dem. Da vi kommer til dette sted, har Luffe fundet sig en passende gren, som han lægger sig med lige foran mig og begnaver under kraftige, lydlige udfoldelser. Han forsøger at friste mig til at tage pinden fra sig og jeg truer da også med det et par gange, hvilket får ham til at lægge ørerne tilbage og vogte på den, idet han betragter mig vagtsomt ud ad øjenkrogen.
       Jeg åbner endnu en æblemost og drikker den. Luffe passer sin pind, men ved et overraskelsesangreb snupper jeg den pludseligt.
       Selv om det var meningen, at jeg skulle prøve at tage hans pind, bliver han 'helt forkert i ansigtet'. Han hopper et par kluntede hop 'baglæns' og tildeler mig et lydløst 'vov'. Jeg rejser mig og stående gnaver jeg på skrømt i hans pind, idet jeg illustrerer det med passende lyde. Hunden er ved at tabe underkæben af forbløffelse, så samler den sig og gøer et par gange højlydt og langtrukkent. Jeg smider hans pind så langt, jeg kan, og han sætter efter den, før den lander. Han kommer afsted i en forkert retning, men da pinden med stor støj havner i et krat, sætter han efter den med lange spring og kort efter braser han rundt for at finde den.
       Da han kommer tilbage, har jeg lukket rygsækken og taget den på ryggen, men sidder på en træstamme og venter. Luffe bemærker ikke forandringen og lægger sig for tilfredst at gnave videre på den generobrede pind -- denne gang i en mere sikker afstand fra mig; han er en dårlig taber, der efter sit nederlag straks har ændret spillereglerne.
       Da jeg rejser mig for at gå, siger jeg 'Kom!' til Luffe og han følger efter, som om det er en del af legen, idet han bærer på sin pind. Da jeg lidt senere vender mig for at se, om han er med, opdager jeg, at han har smidt pinden for at snuse til et eller andet. Da han har snuset færdigt, går han videre uden pinden (det ville være utænkeligt for en labrador) og da jeg spørger:
--        "Hvor er din pind?" griber han bare en tilfældig lille kvist og ser spørgende på mig med den i munden.
--        "Neej! Ikke den! Den anden!" Det gider han ikke, så jeg går bare videre. Inden vi kommer til en underligt misforstået bro, der fører over Sydmotorvejen, tager jeg ham i snor. Denne bro er een af to-tre stykker, der er en klar fejlprojektering. Den bliver slet ikke passet og benyttes kun af cyklister og fodgængere og til det formål er den alt for bred.
       På den anden side af motorvejen begynder mosen -- et stort naturområde, der er under fredning. Gennem mosen løber en sti, der vil føre os hjemad. Det er flimrende varmt og selv jeg synes, at det er for meget af det gode. Luffe ser meget ud til at være enig heri. Han trasker afsted ved siden af mig med tungen langt ud ad halsen.
       Stierne i mosen er rigeligt mudrede, måske fordi de også bruges som ridestier, og man skal se sig godt for, hvor man træder. Det gør Luffe slet ikke; han mener tydeligt at alle genveje fører gennem en mudret vandpyt og han kommer hurtigt til at se ud derefter.
       Da jeg griber ham i at forsøge at drikke af det snavsede vand, når jeg lige at hindre det. Vi kan ikke have tyndskid, når han skal være alene hjemme! I stedet tilbyder jeg ham noget af det medbragte vand og denne gang labber han det grådigt i sig, men jeg er nødt til imedens at holde på den tynde skål, for ellers bliver den væltet omkuld.
       Vi kommer forbi nogle heste, der åbenbart er meget hundevenlige. Luffe på sin side er i den situation hestevenlig og der bliver snuset og hilst gensidigt. Luffe synes godt nok, at de er ret store og da vi går videre, vender han sig og ser tilbage på dem som for at sikre sig, at det er rigtigt nok.
       Der går også noget forskelligt kvæg. Der er repræsentanter for nogle af de dekorative kødkvægracer og jeg observerer også nogle, jeg identificerer som skotsk højlandsrace. De er åbenbart ikke interesserede i selskab og holder sig i områdets fjerne ende.
       Luffe indtager det hele med stoisk ro og det eneste, der bringer ham lidt ud af fatning, er en lille, tyk kalv, der render rundt og kalder på 'moar!'.
       Efter mosen kommer en strimmel land med boligbebyggelse, derefter en overdimensioneret vej, der fører til en underdimensioneret underførsel under S-banen, og så er vi pludselig tilbage på 'sporet', der denne gang leder til 'Søen', villakvarteret, hundene og ... hjem!

Sagkundskaben siger, at en hund ikke kan lære at tørre fødder på måtten. At cirkusverdenen har vist, at det kan lade sig gøre, kan ikke anfægte en personlighed som Luffe, der straks stiller sig forventningsfuldt op ved hoveddøren for direkte at komme indenfor, men den går ikke. Jeg fragter ham rundt om huset til vandposten. Da jeg, medens jeg har et godt greb i hans halsbånd, åbner for vandet, véd han, hvor det bærer hen. Han må have prøvet det før og ser ikke glad ud. Vand er OK, men når det kommer ud af en vandhane og er koldt, kan man godt undvære det. Luffe véd imidlertid, at han ikke kan slippe og underkaster sig sin skæbne -- med ørerne lagt helt tilbage og et stærkt lidende udtryk i ansigtet.
       Da det er overstået, er han lettet og lettere irriteret og da jeg kommanderer ham til at lægge sig i den sidste solstribe på græsplænen, indleder han en voldsom og aggressiv leg, som jeg må dæmpe ved at vælte og 'mule' ham. Han forstår meningen og hidser sig ned. Et øjeblik ligger han i solen, hvor jeg har efterladt ham, men så kommer han i tanker om sin gule tennisbold, som han efter kort søgen fisker ud under en stedsegrøn busk. Han bærer den hen i solen og lægger sig -- først forkroppen og bolden, så klapper 'agterstellet' sammen og med et sideblik og lidt ærgerlig brummen ligger han og bearbejder sin bold.
Jeg vil vente, til han i hvert fald er nogenlunde tør, før jeg låser os ind.

Indenfor drikker han en masse vand. Så inspicerer han sin madskål nøje, men finder den tom. Et par foderpiller ligger imidlertid på gulvet ved siden af skålen. Han 'støvsuger' omkring den og ser spørgende på mig. Jeg kender blikket, men tager mig ikke af det, for jeg er i gang med at tilberede aftenens varme måltid og det vil han også få lidt af. Luffe forlader køkkenet og jeg kan høre, at han kaster sig ned på sit tæppe. Jeg hører også et langt prust eller suk derindefra; så bliver der stille.
       Da grøntsagerne er snittet og risene kommet i kog, skal jeg blot vente en halv snes minutter, inden kødet skal på panden. Ventetiden vil jeg slå ihjel i selskab med en af husets tegneserier. Jeg anbringer mig i en stor lænestol i et hjørne af huset. Uden at bevæge andet end øjnene holder Luffe stærkt øje med min færden.

Husets køkken er et stort spisekøkken og jeg sætter mig ved bordet for at indtage mit aftensmåltid. Luffe ligger stadig på sit tæppe; jeg har ikke rørt hans madskål -- det ville han straks høre -- men risene (med de forræderiske kogte gulerodsskiver) er øst op på en tallerken og står til afkøling på køkkenbordet og når de er dampet lidt af, vil de blive overført til hundens madskål og hældt over med noget kødsaft fra stegepanden.
       I det øjeblik, jeg (synes jeg) lydløst løfter Luffes madskål fra gulvet, står han i køkkenet. Da jeg serverer for ham, følger han skålen med næsen, men derefter står han lidt og betragter den, som om indholdet pludseligt kunne springe op i ansigtet på ham. Måske har lugten af gulerod gjort ham mistænkelig, eller måske finder han, at maden stadig er for varm. Efter nogen tid begynder han at spise forsigtigt fra skålens kant. Ikke længe efter er den tom og skinnende ren -- og gulerodsskiverne ligger ikke på gulvet ved siden af skålen.
       Jeg skyller servicet af og sætter det i opvaskemaskinen. Den skal først startes, når den er fuld. Så sætter jeg mig med et bundt tegneserier ind i sofaen, hvor læselyset er bedst.
       Da jeg har siddet lidt, stiller Luffe sig op foran mig og brummer vedvarende. Jeg tænker, at han måske skal tisse og lukker hoveddøren op, så han kan komme ud, men det haster åbenbart ikke så meget, for han står længe med sænket hovede og spejder ud i skumringen, inden han bekvemmer sig ud. Jeg lukker døren og går tilbage til sofaen. Det varer imidlertid kun et øjeblik, så står Luffe og stirrer ind ad havedøren. Jeg lukker ham ind, men ikke længe efter står han atter foran mig og brummer med et bedende blik.
--        "Hej Luffe!" siger jeg og klør ham bag et øre. Han hopper op og lægger sig ved siden af mig. Jeg har fået at vide, at han gerne må ligge i sofaen. Der ligger han så og 'småknirker': et eller andet er ikke, som han vil have det.
       Det tager nogen tid, før det dæmrer for mig: fjernsynet er ikke tændt! Vel! Det lader sig arrangere. Der er en film med Clint Eastwood. Jeg sætter denne skuespillers rolle som garant for, at filmen er værd at se og ikke længe efter har jeg fanget tråden i handlingen. 'Vi' ser fjernsyn og Luffe har for længe siden udstødt et langt og tilfredst suk -- den luxushund!

I morgen skal han være alene hjemme i næsten 10 timer.

-o0o-