Lundbeck a/s' univers.


Den 15. juni 2013 udtalte medicinalfirmaet Lundbeck a/s' økonomidirektør Anders Götche (AG) sig til medierne i anledning af forhandlinger mellem EU og USA om at standardisere godkendelseskrav til medicin. AG blev præsenteret som talsmand for danske medicinalfirmaer, der skriver sig for en stor del af Danmarks eksport. AG sagde det, man i den pågældende situation måtte vente af ham, men så lagde han til:
- "... Vi skal huske, at for hver ny stilling, Lundbeck opretter, opstår der tre ekstra arbejdspladser i det danske samfund." (Citatet er ikke ordret).

Den aktuèlle situation krævede ikke, at AG skulle gøre nærmere rede for sin påstand -- og det var nok derfor, at han overhovedet vovede at fremsætte og formulere den, som om den henviser til en accepteret kendsgerning.

Man kan let forestille sig, hvorledes Lundbecks reklameafdeling har håndplukket nogle omstændigheder og med tungen i kinden samt megen livlig fantasi af dem kogt noget sammen, der kan se ud til at støtte ovennævnte udtalelse.
       Men produktet heraf kan aldrig træde ud af den idylliserede reklameverden, hvor det er skabt. Medmindre man skulle have særlig smag for luftkasteller, er der intet at 'huske'!

Derimod er det værd at erindre sig, at Lundbeck, i lighed med de store tobakskompagnier, er interesseret i at 'lave penge' på et forbrug, der, set fra Lundbecks side af bordet, helst skal være så stort som muligt. Flere af Lundbecks senere produkter skaber afhængighed hos brugeren. Folk, der begynder at spise 'lykkepiller' og gerne vil holde op igen, fordi virkningen er lidt tvivlsom, opdager, at det kan de ikke. De får det dårligt, hvis de seponerer deres lykkepiller, og hænger således på et forbrug med en karakter, som med føje kan beskrives misbrug -- nøjagtigt som med junkiernes heroin og hverdagens cigaretter. Forbruget holdes i gang for at undgå abstinenser!
       I gamle dage markedsførte Lundbeck kun nye produkter, hvis de var bedre end markedets øvrige, lignende produkter. Man tænkte på patienternes ve og vel. Når produktet var godt, solgte det sig selv. I midten af 1990erne foretog Lundbecks etiske standard et voldsomt dyk. Nu gjaldt det ikke længere patienterne, men profit. Skiftet illustreres ved de ejendommelige omstændigheder omkring godkendelse af Lundbecks første 'lykkepiller'. Der var faktisk alvorlige problemer med at påvise de tilsigtede medicinske virkninger. Til gengæld opdagede man temmeligt alvorlige bivirkninger. Ingen af delene fik indflydelse på markedsføringen. Pillerne skulle bare på apothekernes hylder og lægerne overtales til at udskrive dem.

Samtidigt med dykket i firma Lundbecks etiske standard fandt interne ændringer sted. De mærkedes først og fremmest som en sygelig trang til at omdøbe de forskellige afdelinger til navne, der fortalte mindre om, hvad afdelingerne beskæftigede sig med, og mere skulle lyde prangende. Fantasifulde og svulstige 'engelsksprogede' stillingsbetegnelser begyndte også at vinde indpas. Den vandrette lagdeling i firmaets organisation blev styrket og information til firmaets top gik ikke direkte fra gulvet i produktionen, men passerede gennem flere lag i kommandostrukturen. Da en loyal underordnet i en sådan struktur gerne vil glæde sin overordnede, blev der pyntet lidt på informationen, hver gang den blev sendt et trin videre opad. Når den nåede direktionen havde den således antaget karakter af stærkt optimistisk propaganda -- det stof, som AGs udtalelse til Danmarks Radio er gjort af. Det er en uhyggelig tanke, at netop den slags idylliserede information skulle udgøre direktionens beslutningsgrundlag.
       Mange af firmaets ældre medarbejdere forsøgte at fastholde firmaets gamle standard, men det er der mindre profit i og da de desuden udgjorde en (ubekvem) kilde til viden om firma Lundbecks fortid, blev de fyret. Ledelsen tålte ikke at dele æren for firmaets fremgang med tidligere beslutningstagere -- og desuden skulle firmaet fremstå som en 'ung og dynamisk, international concern'.
       Nu kan man i Danmark ikke sådan uden begrundelse fyre ældre embedsmænd. Den aldersgrænse på 50, som Sprunck-Jansen, medens han selv var 'ung', opererede med, så, set udefra, ikke godt ud, så man arrangerede sig på anden vis. Nøgleordet var 'samarbejdsvanskeligheder' og for at kunne forelægge noget passende belastende fører man kartothek over medarbejdernes meningsytringer, kritiske bemærkninger eller blot deres holdning til firmaet -- rettelse: concernen. Materialet til disse kartotheker tilvejebringes af de langørede, loyale meddelere, der findes mindst een af i hver af firmaets afdelinger.
       Selve afskedigelsen i Lundbeck kan for den menige medarbejder være en barsk oplevelse: han kan møde intetanende om morgenen for lidt før frokost at blive kaldt til personalekontoret, få forelagt sin afskedigelse med tilhørende begrundelse og ved frokosttid stå med sit habengut på gaden foran Lundbeck.
       Det er sket, at medarbejdere er blevet fyret umiddelbart før deres 50 års fødselsdag. Til en af disse havde hans kolleger indsamlet penge og købt en gave, der skulle overrækkes under den forventede fødselsdagsfest. Ledelsen havde imidlertid fået nys om gaven og beordrede medarbejderne at levere gaven tilbage, hvor den var købt, og retournere de indsamlede penge til donorerne!
       Når chokket efter en sådan fyring har lagt sig, afløses den hos de fleste af en slags lettelse blandet med ærgrelse. Ærgrelse over, at man har spildt sin tid i Lundbeck og lettelse over at være befriet for det moralske pres, det trods alt er at være medarbejder i et belastet selskab eller udtrykt på en anden måde: følelsen af ikke at være stolt af sit arbejde.

For folk som AG er dette ikke et problem, for takket være effektive fortrængnings- og filter-funktioner aner han intet om det, han ikke skulle være så stolt af.

30-06-13

-oOo-