Energipolitik

Vi lever i en tid, hvor der ofres stor energi på at spare -- energi! Bestræbelserne har forlængst taget karakter af hysteri, hvor selve handlingen er blevet vigtigere end hensigten og andre hensyn. Som for eksempel er hensynet til miljø og natur kommet i baggrunden. En sådan udvikling næres af en kedelig flokmentalitet, hvor det gælder at sige det samme, gøre det samme og vogte på, at andre individer også gør det. Selvbestaltede guruer uden andre kvalifikationer end deres fantasi skyder op som ukrudt og bræger deres helfrelste budskaber ud i medierne, hvor de bliver modtaget med kyshånd og kaldes for 'ekspertudtalelser', for der mangler 'historier' (eller: 'stories', som det hedder i journalist-faget), der kan fylde ud mellem reklamerne.

Jeg skal i det følgende kaste mig ind i den brægende flok og ikke bræge, men bjæffe et par jordnære betragtninger over nogle af fænomenerne i sparehysteriet.

Lavenergipærer
Anbefalingen af den højteknologiske lyskilde som afløser for de almindelige glødelamper er blevet overtaget af politikere som 'korrekt', hvilket har medført det element af tvang, der altid følger, når samme politikere beslutter sig for 'at gøre noget': Det skal være forbudt at fremstille glødepærer fra 1/9-09!
       Det kan ikke bestrides, at lavenergipærer er langt mere effektive end glødelamper, når det gælder at omsætte elektrisk energi til lys, men det er næsten også det eneste fortrin, de kan opvise. På de fleste andre felter halter de langt efter glødepæren.

Kvaliteten af lyset:
Lyset fra en glødepære har et kontinuert båndspektrum, hvor alle spektrets farver findes i et indbyrdes harmonisk forhold. I forhold til dagslys er indholdet af kortbølget lys (blågrønt til violet) noget lavere, men det findes og gør det muligt også at skelne fine forskelle i farvenuancer i denne del af spektret. Vore øjne kompenserer hurtigt for forskellen i farvetemperatur og trives godt med lys fra glødelamper.
       En lavenergipære udsender sit lys i et liniespektrum. Lyset er sammensat af ganske få, rene farver i et forhold, så det kommer til at ligne dagslys, men det kunstige lys snyder vore øjne for vigtig information og vi kan i det lys dårligt skelne forskellige nuancer af samme farve fra hinanden.
       De første lavenergipærer var blot en miniaturisering af det almindelige lysstofrør. Lyset blev derfor udsendt i 100 blink pr. sekund, hvilket man normalt kun opfatter, når man betragter et objekt i hurtig bevægelse. Når mange mennesker bliver trætte af at arbejde i lyset fra lysstofrør, kan det skyldes dette flimmer.
       Mere moderne sparepærer (og armaturer) arbejder på en langt højere frekvens, men de blinker stadig -- blot hurtigere. Der er vist ingen, der har turdet undersøge de fysiologiske effekter heraf og hvis de har, er resultatet blevet fortiet.

Miljøet
Til fremstilling af en sædvanlig glødelampe indgår helt almindelige og lettilgængelige råprodukter. Produktet er derfor mindre sårbart for markedssvingninger og det kræver ingen uerstattelige, 'eksotiske' materialer. Til fremstilling af glødetråden bruges ganske vist en wolfram-legering, men den kan afløses af andre materialer. I glødepærens barndom blev tråden lavet af kul!
       Den udbrændte pære kan smides ud sammen med almindeligt affald og vil ikke udgøre en større trussel for miljøet end dette affald.
       Her overfor står lavenergipæren, som er et højteknologisk produkt med indhold af specièlle materialer og flere alvorlige miljøgifte (f.eks. kviksølv og barium). Fremstillingen er afhængig af leverance af disse materialer og vil derfor være følsom for politisk eller markedsøkonomisk turbulens. Fremstillingsmethoden smitter af på prisen, der typisk er 5-10 gange højere end prisen for en glødepære. Det udlignes ganske vist næsten af den (for lødige produkter) meget lange funktionstid, men det er vist ingen hemmelighed, at der ofres store ressourcer på at 'regulere' produktets levetid, så der kan tjenes mest muligt på det. Målet er, at besparelsen i strømforbruget ikke går i forbrugerens lommer, men havner hos fabrikanter af lavenergipærerne. Når glødelampen gennem en politisk beslutning med tiden er blevet 'udfaset', kan vi roligt regne med, at brugeren ikke vil få sit lys billigere -- det vil blot være dårligere.

Der ofres ikke samme energi på at løse problemerne med de miljøfarlige, brugte lavenergipærer som på at gennemdrive brugen af dem. Det kræver stadig en ekstra indsats fra forbrugeren at komme af med de kasserede stumper på en 'pæn' måde. Faktisk er det de fleste steder så besværligt, at mange brugere vælger at smide sparepærerne ud sammen med det almindelige affald.
       Ordet 'genbrug' dukker hyppigt op i forbindelse med brug og kassation af sparepærer og de mediegodkendte debattører lader som om, at 'genbrug' er en etableret kendsgerning. Det er den slet ikke. Medens medierne vrøvler om 'aflevering til genbrug', bliver den lille del af de miljøfarlige pærer, der afleveres korrekt, blot deponeret på et langtidslager. 'Genbrug' er noget, der er skudt langt ud i fremtiden og, da der ikke er penge i det, bliver det en meget fjern fremtid!

Et almindeligt særtilfælde
Et ikke ringe antal boliger på vore breddegrader er EL-opvarmede. Anlæg for elektrisk opvarmning bliver oftest styret af en effektiv thermostat, der skruer ned for EL-varmen, så såre boligen modtager varme fra en anden kilde: sol, kamin, stearinlys eller varme fra elektrisk belysning. Det meste af året er der for sådanne boliger derfor ingen besparelse at hente ved at udskifte glødepærer med lavenergipærer. Den øvrige sæson -- sommersæsonen -- er behovet for belysning reduceret på grund af daglængden: der er færre mørke timer i døgnet, så en eventuèl besparelse er marginel.

Andre spareforanstaltninger

Vi bombarderes dagligt med 'gode energispareråd'. Nogle få kommer fra fagfolk, der véd, hvad de har med at gøre, og de fleste kommer fra journalister, der 'lige' har lavet en 'story', eller selvbestaltede eksperter, hvis evne til at føre sig frem i medierne er den eneste forklaring på, at de bliver hørt. Det, der kommer fra denne 'eksperttype', er i bedste fald uskadeligt. Desværre ser vi i stigende grad tilfælde, hvor disse pseudoeksperter købes til at gøre reklame for et eller andet fiffigt produkt, der påstås at give energibesparelser. Undertiden holder påstanden stik: der præsteres faktisk en energibesparelse, men omkostningerne i udstyr og installation for at tilvejebringe den er flerfold større end den mulige besparelse.

Eksempler på fidusbesparelser.
Vi kender princippet fra den almindelige trappeopgang, hvor brugeren tænder lyset, når han træder ind i den. Lyset slukkes derefter automatisk efter et nøjere fastsat tidsrum. Hvis brugeren da stadig opholder sig på trappen, må han ulejlige sig med at trykke endnu en gang på en knap.
       Lyset et sådant sted tændes og slukkes således hyppigt, er kun tændt i kort tid ad gangen og det tændes ikke, hvis der ikke er brug for det. Almindelige glødelamper er som skabt til netop denne funktion: de når straks fuld lysstyrke og de er billige at skifte ud. Alligevel hører man energisparefanatikerne kræve, at glødelamperne sådanne steder skal erstattes af energipærer, der er så længe om at komme op i fuld lysydelse, at det ikke nås, før lyset igen slukkes. Belysningen bliver altså mangelfuld. Desuden vil den hyppige tænd/slukken (uanset fabrikantens udsagn) slide uforholdsmæssigt kraftigt på elektronikken i sparepærerne (især, hvis de ofte tændes kort efter, at de netop er slukket). Sliddet vil give sig udtryk i, at de dyre lamper skal skiftes med korte intervaller.
       En værre udgave af disse bestræbelser forekommer i skikkelse af et automatisk 'energispareanlæg', der, aktiveret af bevægelsesfølere, altid tænder lys, når blot der færdes nogen i trapperummet -- altså også om dagen, hvor dagslyset er fuldt tilstrækkeligt til, at man kan orientere sig på trappen. Anskaffelse og montage af et sådant anlæg er selvsagt ikke billigt. Jeg har observeret et tilfælde, hvor udgifterne til en sådan installation mageligt ville kunne betale EL-regningen for tændt trappelys i mere end 5 år -- hvis lyset altså brændte konstant hele døgnet året rundt!
       Det omtalte anlæg blev selvfølgelig monteret i en offentlig institution!

Andre falske spareforanstaltninger.

"Frysersænkning"
Anskuelseseksempel:
       Lad os sætte, at vi har en kummefryser anbragt i et rum med en temperatur på 15°C og en normal temperatur i fryseren på - 20°C, hvilket er et fornuftigt niveau for opbevaring af almindelige, dybfrosne fødevarer. Som en spareforanstaltning slukkes fryseren en periode, der er tilstrækkeligt lang til, at temperaturen i den stiger til -14°C. Se figur!
       Den mængde varme, der pr. tidsenhed trænger ind i fryseren er proportional med differencen mellem omgivelsernes temperatur og frysertemperaturen. Denne varmestrøm vil være størst ved pausens begyndelse og aftage lidt for at nå et minimum lige før den afsluttes. Den resulterende temperaturstigning vil derfor følge en hyperbolsk kurve, men da krumningen vil være meget beskeden, kan man tilnærme kurven en ret linie. Vi kan derfor lade gennemsnittet af start og sluttemperaturen indgå i en vurdering af varmetransporten for hele pauseperioden. Denne værdi er:

½((-20)+(-14))= -17°C

Vi kan nu sammenligne varmefluxen i fryseren under normal drift med fluxen under pausen:
Normal drift:

k(15-(-20))=k*35 cal/time,

hvor 'k' er en individuèl konstant for fryseren og afhænger af fryserens overfladeareal og isoleringens kvalitet.
Varmestrømmen under pausen bliver:

k(15-(-17))=k*32 cal/time.

Forholdet mellem varmefluxen under pausen og normal drift bliver:

k*32/k*35=0,91

Den energi, der skal bruges for atter at afkøle fryseren, svarer med andre ord til lidt over 90% af energiforbruget under normal drift i en periode af samme længde som pausen, forudsat at kølemaskinens virkningsgrad stadig er optimal. Desuden har vi forudsat en ret betydelig temperaturstigning -- faktisk så stor, at den vil påvirke fødevarernes holdbarhed!
       En mindre temperaturstigning, hvad enten den skyldes isoleringens kvalitet eller pausens længde, vil reducere 'besparelsen' tilsvarende.
       Hvis vi forudsætter, at pausen varede 4 timer, kan vi skønsmæssigt beregne den totale 'besparelse' på døgnbasis. 4 timer er en sjettedel af et døgn. Den totale 'besparelse' bliver følgelig = 1,5% af forbruget uden pausestop.
       Denne besparelse skal financiere kontakt-ur og eventuélle udgifter til at montere det.
På et eller andet sted opstod der blandt de autoriserede vildledere den skrøne, at almindelige dybfrysere besad en mystisk, 'skjult reservekapacitet', som man kunne udnytte ved i perioder af døgnet at slukke for fryseren. Påstanden, der mangler enhver form for saglig hjemmel, vandt hurtigt indpas i medierne, fordi den gav journalisterne mulighed for at fremstå som de kloge og velmenende rådgivere. Yderligere heppede EL-branchen fra sidelinien -- den slags råd øger nemlig omsætningen. De offentlige myndigheder, der skulle besidde den fornødne kundskab til at tage sig af den slags vildskud, viser sig fra deres mest vattede side: en smuk løgn er lettere at støtte end at punktere.
       Rent praktisk er det endt med, at et stort antal private brugere og offentlige institutioner har investeret i kontakt-ure, der bliver indstillet til at slukke fryserne nogle timer om natten -- forresten på det tidspunkt af døgnet, hvor mange EL-leverandører praktiserer en lavere takst for at opmuntre til at bruge EL-nettet i de timer af døgnet, hvor det belastes meget lidt. Når så fryserne 'vågner' om morgenen, bidrager de i stedet til spidsbelastningen af EL-nettet.

Lad det være fastslået med det samme: fremgangsmåden fører til en anelse nedsat strømforbrug -- forudsat at køleaggregatet arbejder lige så effektivt under forceret som almindelig drift. Værdien af besparelsen skal modregnes i de skader, den forhøjede temperatur under driftstoppet forårsager på frysekummens indhold og den kan let blive en 'meget dyr besparelse'. Desuden skal kontakt-urene og monteringen af dem betales.
       Besparelsen ved natstoppet opstår, fordi temperaturen inde i fryseren under stoppet stiger. Dette nedsætter varmetransporten gennem fryserens isolering en smule og da det koster strøm at pumpe varmen ud, vil det altså spare en lille bitte smule energi. Al den øvrige varme, der i løbet af pausen siver ind i fryseren, skal pumpes ud igen og det kommer i bedste fald til at koste det samme, hvad enten aggregatet skal arbejde under eller efter temperaturstigningen. Som nævnt ovenfor, kan det komme til at koste mere, hvis kølemaskinen arbejder mindre økonomisk under forceret drift eller hvis strømforbruget flyttes til et tidspunkt af døgnet, hvor taksten er højere.

Hvem skal spare?

Hver gang en bølge af energisparehysteri skyller over samfundet, rettes opmærksomheden mod det private energiforbrug og herunder særligt belysning. Årsagen skal dels søges i samfundets udadprojicerende mentalitet og dels i forbrugets synlighed: tændt lys kan ses! Den jævne borger, der i virkeligheden betaler gildet, skal føle sig skyldig over sit forbrug af EL til belysning. Imedens ligger offentlige institutioner badet i elektrisk lys -- undertiden hele døgnet og oftest temmeligt kraftigt lys.
       Erfaringen viser, at kun en mindre del af EL-forbruget kan tilskrives belysning, hvoraf privatforbruget er den nyttigste del.
       Midt under en aggressiv energispare-kampagne måtte jeg en tur hos skattevæsenet i rovfuglekvarteret i København. Det var vinter og jeg var med noget besvær cyklet dertil. Indendørs hos skattevæsenet var det imidlertid slet ikke vinter, for der lå temperaturen omkring 24-25°C, de ansatte gik rundt i kortærmet sommertøj og hele anstalten lå badet i skarpt lys. Således kunne jeg på gange og trapper konstatere mindst to 36 Watts lysstofrør for hver femte meter. Et enkelt med den halve effekt havde været rigeligt!

Samfundet beslaglægger og bruger mindst 75% af vore indkomster. Der er derfor skellig grund til at antage, at største delen af landets energi-overforbrug skal tilskrives offentlige aktiviteter. En effektiv indsats på dette område ville derfor give følelige resultater. Det er ikke sådan, at de offentlige institutioner ikke 'gør noget' for at spare. Det er blot sådan, at når offentlige institutioner iværksætter tiltag med et eller andet formål, bliver resultatet sjældent det samme som den erklærede hensigt og oftest betyder det ekstra udgifter og forskellige grader af ulempe for almindelige borgere.

En eller anden sublim mekanisme sikrer, at politikere over hele verden beslutter og disponerer stik imod sund fornuft. Et stjerneeksempel herpå er indførelse af sommertid i Europa i 1980. Inden beslutningen blev taget, havde politikerne iværksat 'undersøgelser'. Det samme gjorde skeptikerne. De bedst funderede undersøgelser viste, at besparelsen ville blive tvivlsom og ulemperne temmeligt mange, men politikerne lyttede kun til de rådgivere, der sagde, hvad politikerne ønskede. Politikere ønsker at udøve magt og i den henseende var indførelse af sommertid en helt uimodståelig anledning til at ramme ikke blot afgrænsede borgergrupper, men alle europæiske borgere uden undtagelse. Ydermere ville 'anlægsudgifter' enten påhvile de private eller kunne skjules under udgiftsposten 'drift', hvilket gjorde sommertids indførelse endnu mere fristende.
       Siden er chaos indtruffet i Europa to gange om året. Politikerne er stolte: "Det viser, at det virker!" De fleste andre er irriterede og de berørte samfund har siden fungeret dårligere. Det gælder ikke blot de to fatale datoer, men hele året bliver faktisk berørt. For eksempel er de fleste af de ure, der er ophængt i det offentlige rum, blevet 'overladt til sig selv'. Nogle viser stadig noget i retning af normaltid, men da urene ikke længere bliver stillet, er det en forkert normaltid. Andre ure er blot blevet standset og mange er blevet fjernet. Øvrige tidsstyrede funktioner påvirkes også og det kan tage nogen tid, inden forholdet korrigeres -- hvis det nogensinde sker.
       De eneste, der trives med sommertid, er en særlig type manikere, hvis døgnrytme er forstyrret, så de ikke kan sove om morgenen, men til gengæld om aftenen 'falder om' af træthed før normale mennesker. Denne kategori af sindslidende kalder sig selv for 'A-mennesker' -- og gad vide om ikke de fleste politikere tilhører denne gruppe afvigere?

Man kan spørge sig: Når nu sommertiden har vist sig at være så upraktisk, hvorfor afskaffer man den så ikke? Faktisk vil det være lettere at afskaffe end at indføre sommertid og hvis der findes nogle erhverv, der om sommeren gerne vil starte arbejdsdagen en time tidligere, kan de jo blot gøre det.
       Der har været flere tilløb til ophævelse af sommertid, men de er af mystiske grunde altid blevet kvalt, inden det kom til seriøse forslag. På baggrund af den folkelige tilslutning til at bringe sommertid til ophør er det ganske besynderligt, men det kan sandsynligvis forklares ved politikernes magtsyge kombineret med en uvilje til at indrømme, at beslutningen om at indføre sommertid var en fejldisposition. Politikere indrømmer ikke fejl -- de bortforklarer dem, hvis de overhovedet vil tale om dem. Der er det besynderlige ved netop forslag om ophævelse af sommertid, at emnet synes at være tabu-belagt blandt politikere. Man kunne med samme resultat foreslå en politisk afskaffelse af tyngdeloven.
-oOo-
13-04-09 og 03-09-13