|
|
Nedenstående omtales følgende emner: |
Design:
Flip eller flop?
|
Som forbruger møder man dagligt en mængde produkter, hvis
tilvirkning beror på formgivning foretaget af en eller anden
professionel, der påstår sig kompetent til opgaven og tager sig
fyrsteligt betalt for arbejdet. Man har derfor grund til at antage, at de pågældende varer er sat i produktion med en kvalitet, der (efter fabrikantens kriterier) er bedømt som optimal. For flere eksempler af denne varekategori gælder, at de forekommer i alle husstande, bruges af næsten alle og derfor fremstilles i stort tal. Erfaringen fra den daglige omgang med disse produkter er ekstremt stor, hvilket betyder, at mulighederne for at rette/forbedre design- og konstruktions-detailler er tilsvarende gode og hurtigt kan bringes ud i livet. Man må derfor forvente, at de fleste daglige forbrugsgoder foreligger i en nærmest perfekt og bekvem udgave med god holdbarhed. Flertallet af brugere må medgive, at der er meget langt til opfyldelse af denne forventning og at forbløffende mange af de almindelige forbrugsvarer ikke fungerer tilfredsstillende. Følgende vil jeg gennem nogle eksempler forsøge at belyse nogle af de faktorer, der bestemmer kvaliteten på nogle af de varer, vi bruger dagligt. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Arkitektlamper: De rigtige, de billige og kopierne. Lamper er en varegruppe med stor forskel i pris og kvalitet. Der er ikke altid sammenhæng mellem de to parametre, men det lader til, at dyre lamper holder længere end de billige og oftest med fordel kan repareres med almindeligt tilgængelige reservedele fra en installatørforretning. Forskelle mellem kvalitetsgrupperne er særligt tydelig blandt arkitektlamper. Disse vandt frem omkring 1960 og blev hurtigt et status-symbol blandt de hjemmearbejdende "bolig-intellektuèlle", der trivedes i kølvandet på tidsskrifter som "Bo Bedre". De første arkitektlamper var af høj teknisk kvalitet med et godt gennemtænkt, funktionelt design -- og prisen var derefter. Min første arkitektlampe erhvervede jeg som brugt. Dens tidligere ejer var blevet træt af dens funktionèlle lysegrå og havde skiftet til en af de nye med "glade" farver. Min lampe må have tilhørt gruppen "de rigtige", for udover de 4-5 år, den allerede havde været i tjeneste, inden jeg overtog den, fungerede den upåklageligt i endnu ca. 10 år, inden jeg modstræbende måtte erkende, at den ikke længere kunne repareres. Dens konstruktion var den klassiske med 3 led og 4 fjedre, der til enhver tid holdt lampen i fuldstændig balance i en hvilken som helst position. Skærmen var formet som en omdrejningsparaboloid, der indvendigt var matsølv og udvendigt (som nævnt) grå. Glødelampen var anbragt nogenlunde i parabolskærmens brændpunkt, hvilket på en rationel måde samlede lyset midt arbejdsfeltet. Da jeg fik lampen, var den forsynet med en 40 watt mathvid pære, men jeg fandt ud af, at en klar pære var mere behagelig, fordi selve lyskilden med en sådan kom til at sidde dybere i skærmen, og i mange år brugte jeg en 60 watt "dagslyspære", der angiveligt skulle trætte øjnene mindre. Da der skulle findes en afløser til denne lampe, viste det sig, at modèllen, der oprindeligt havde været nærmest enerådende, ikke længere blev produceret og var blevet afløst af andre fabrikater med varierende design. Markedet var i mellemtiden prismæssigt blevet splittet op i en "fancy-" og en lavpris-kategori. Jeg ønskede en lampe, der lignede min forrige mest muligt og den viste sig at ligge i den billige ende af fancy-gruppen. Ligheden med min gamle arkitektlampe var dog til at overskue og indskrænkede sig til mekanismen, der ganske vist omfattede de 4 fjedre, men skulle vise sig at være hovedsagligt baseret på friktion. Skærmen var konisk og farven mørkeblå -- den anden valgmulighed var mørkerød. Den blå lampe fordelte ikke lyset ret godt og man skulle bruge begge hænder og en del opmærksomhed, når lampens position skulle justeres. Den nye lampe virkede, men var ret irriterende. Tiden afslørede, at den havde flere svagheder: hvor fatningen på den gamle lampe havde været keramisk, var den blå lampes gevind fremstillet af et bakkelit-agtigt materiale, der lugtede ilde og efter et par år smuldrede og dryssede ud af lampen. Trykafbryderen blev hurtigt dårlig og det krævede ofte flere tryk, før det lykkedes at tænde eller slukke lampen. Et forsøg på at erstatte afbryderen mislykkedes, fordi den havde en specièl udformning, der ikke matchedes af de tilgængelige reservedele. Lampen passede ikke i den gamle lampes "fod" og den holder, der skulle montere lampen på kanten af skrivebordet var elendig og løsnede sig med jævne mellemrum, så det endte med, at jeg måtte bore nogle huller og skrue den fast. Derefter varede det ikke længe, før en plastforing i holderen flækkede, så holderen ikke kunne bruges. Jeg indså, at lampen ikke var bevaringsværdig og smed den ud. Den havde da været i brug i knapt 3 år. Afløseren blev en genial og ærlig konstruktion af finsk oprindelse. Den var overraskende billig, så da jeg havde overbevist mig om produktets kvalitet, købte jeg endnu en. Denne arkitektlampes indstillelige del arbejder rent efter friktions-princippet og den er ikke forsynet med fjedre, der skulle få kunden til at tro, at noget andet var tilfældet. Lampens parabolformede reflektor kan demonteres ganske let, hvilket gør det ellers uhandlelige apparat sammenklappeligt i en sådan grad, at emballagen blev næsten naturstridigt lille. Den aftagelige skærm letter desuden udskiftning af glødelampen. Anskaffelsesåret var 1985 og begge lamper virker endnu. Desværre er de anonyme og optræder ikke længere på det danske marked, hvor udbuddet af arkitektlamper siden er degenereret til en enkelt, dårlig model (som regel af mærket "Horn"), der ganske vist ikke koster ret meget, men alligevel ikke er pengene værd. Hvis man ønsker en "fancy" modèl, er chancerne bedst lidt før Jul, hvor nogle handlende med henblik på gavemarkedet hjemtager et bredere sortiment. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Støvsugere: Siemens, Miele, Electrolux og Siemens igen. En af mine nuværende støvsugere er en nyere Electrolux, der som de fleste af sine fæller i branchen er installeret i et plastic-kabinet med en "glad" farve -- denne model ('Mondo') er rød! Basta. Hver gang jeg bruger støvsugeren, undrer det mig, at den nogensinde er blevet godkendt som et færdigt design og sendt på markedet: den er rent ud sagt irriterende! For det første kan den ikke køre lige, men er hele tiden på vej ud til den ene eller anden side, hvor den regelmæssigt bumper ind i, hvad den kan nå af møbler. Som en gammel hanhund skal den sætte sit mærke på alt, den passerer. Visse "forhindringer", som den med garanti møder under "arbejdet", kan den ikke forcere. Det gælder f.eks. dens egen ledning, som den uvægerligt "strander" på, hvergang den skal passeres. Man oplever, at man under støvsugningen ikke kan komme videre, før man har været tilbage og sparke støvsugeren fri. Hvis man bare trækker i støvsugerslangen, strækker denne sig blot til sit yderste og når støvsugeren endeligt giver efter for trækket, virker slangen som en elastik, der accelererer støvsugeren, så den med altsønderknusende effekt kommer tromlende i en eller anden uforudsigelig retning. Det er klogt at være iført beskyttende panserfodtøj under støvsugningen, idet man ellers vil komme noget ømfodet -- måske endda skadet -- fra arbejdet. Problemet med ledningen deltes som en af de få ligheder med en tidligere støvsuger, en stor, brun Miele. Sammenlignet med denne forekommer Elektrolux-støvsugeren "legetøjsagtig": den er lettere, ser mindre ud (hvilket helt er bluff) og betydeligt spinklere. Støvsugerslangen og røret er underligt leddeløst og de små mundstykker er designet, så en masse "falsk luft" til ingen nytte slipper uden om "kampzonen" og nedsætter sugekraften. Posen er mindre, hvilket ikke blot betyder, at den (ret dyre pose) skal skiftes hyppigt, men også at sugekraften aftager meget hurtigt, når blot posen er lidt fyldt. Årsagen hertil må søges i den mindre poses ringe overfladeareal, der i tilsvarende grad yder større modstand mod luftstrømmen. Elektroluxen er ikke samlet med skruer, men med forskellige hængsler og klikmekanismer, der ikke kan holde. Støvsugeren falder ved bestemte stød delvist fra hinanden. Særligt er et plasticfilter, der holder det stærkt opreklamerede HEPA-filter på plads, tilbøjeligt til at falde af ved den mindste anledning. Ved købet af Elektrolux'en kunne jeg have valgt blandt nogle Moulinex-modeller i stedet. De lå i samme prisklasse, men jeg savnede lyst til at uddybe mine dårlige erfaringer med husholdningsudstyr af dette fabrikat. Jeg må lige nævne min første støvsuger. Den kom fra Siemens (model 'Junior') og bidrog i kampen mod skidtet i det lejede værelse, hvor jeg som student i midten af 1960'erne opholdt mig en stor del af døgnet. Støvsugeren var en lille, rød stavmodèl med et enkelt mundstykke og den larmede infernalsk. Trods en ret umulig konstruktion, så holdt den og fulgte mig i næsten 20 år og kom til sidst på aftægt i et lille sommerhus. I denne brugsperiode skiftede jeg motorkullene et par gange. Det umulige i konstruktion bestod i, at blæseren var anbragt før posen, hvilket betød, at støv og skidt (incl. småsten og mindre skruer m.m.) lige skulle en tur rundt i turbinen, inden det røg videre til posen. Det lød dramatisk og turbinens blade, der var af en slags aluminium, fik med tiden nogle grimme hakker. Man lærte at feje gulvet og fjerne de største 'fremmedlegemer', inden man tog fat på støvsugning. Af hensyn til motorstøjen var man med denne modèl henvist til at bruge den på tidspunkter i døgnet, hvor den ville genere omkringboende mindst muligt. Motoren var desuden langtfra gnistfri og den udsendte en infernalsk støj på mellem- og lang-bølge -- og sandsynligvis også i fjernsynet, men det fik jeg aldrig bekræftet. Det stive design med håndtag, motor og rør ud i eet stykke gjorde, at den næsten kun var anvendelig til støvsugning af gulve. Støvsugning af bøger, hylder og radiatorer var udelukket. Posen var en eengangspose af papir. Den var ifølge sagens natur ret lille og skulle skiftes temmeligt ofte. Størrelsen havde ikke smittet af på prisen og ud over, at det var en større udgift at købe poser til dyret, var de også svære at skaffe, idet kun få forhandlere havde dem på lager og man fik hyppigt det indtryk, at det da nærmest var en fejltagelse. Inden jeg helt forlader emnet, skal jeg berette om en erfaring, jeg høstede, medens jeg havde den tidligere omtalte Miele. En dag knækkede ledningen ganske enkelt af den og jeg slæbte den ned til en forhandler 'Støvsugerbanden' i Ndr. Frihavnsgade for at få ledningen sat på igen. Han kastede et hurtigt blik på patienten og udbrød: -- "Det hedder nyt ledningsoprul" -- "Men ka' du ikke bare sætte ledningen på, hvor den skal sidde?" -- "Nej! Der skal ny ledning og oprul og det hele. Det koster 400 kr." Noget tøvende efterlod jeg støvsugeren og forlod forretningen med en besked om, hvornår støvsugeren kunne hentes. Støvsugeren blev hentet som aftalt og jeg bragte den hjem, hvor jeg opdagede, at ledningen overhovedet ikke var ny, men var min gamle, lidt skrammede ledning -- nu blot en anelse kortere. Da jeg ville se, hvad 'støvsugermanden' egentligt havde lavet, greb jeg en skruetrækker for at åbne støvsugeren og inspicere den indvendigt. Det havde jeg gjort før for at se efter motor-kul og jeg vidste, hvilke skruer der skulle ud for at åbne apparatet. Men ak! Disse skruer var væk! Støvsugeren var nu limet sammen! I 2011 fik jeg behov for en ny støvsuger og begyndte derfor at interessere mig for udbuddet. Til min store ærgrelse bestod det af en del modeller af forskelligt frabrikat, men ikke desto mindre lignede de hinanden til forveksling. Det gjaldt især de billigere modeller, der også udmærkede sig ved at være i 'glade farver'. Det endte med, at jeg anskaffede en stor Siemens fra 'Punkt 1' på Københavnsvej i Roskilde. Denne støvsuger var på mange måder en utålelig skuffelse. Selve udformningen er direkte irriterende med et ekstra 'horn' 
anbragt på slangen, hvor det formodes at skulle fungere som et
håndtag, men reelt er i vejen. Støvsugeren har en god sugeevne.
Derfor er det mildest talt forbløffende, at den ikke er udstyret
med en ventil, der kan bruges, når støvsugeren 'bider sig fast'
i et eller andet. Både min tidligere Miele og Elektrolux havde
sådanne ventiler -- og de blev brugt flittigt!Hvor alle mine tidligere støvsugere blev leveret med et bundt poser, så man havde til mindst et års forbrug, så leveredes den store Siemens kun med den pose, der sad i apparatet! Det skulle vise sig, at disse poser er ret kostbare: 70 kr. for 4 stk. Det tilbehør, der følger med den store Siemens er sparsomt og latterligt småt. Der er lagt mere vægt på, at det skal kunne være i tilbehørsrummet på 'ryggen' af støvsugeren end at det skal være anvendeligt. Det ekstra tilbehør omfatter kun tre små 'hoveder': en rund børste, en flad møbelsag og en latterligt lille ting, der skal forestille et hovede til brug på varmeapparater o.lgn. Det skal også med, at støvsugerens ledningsoprul fungerer elendigt. Siemensstøvsugeren ligger rent prismæssigt i den høje ende mellem 2000 og 3000 kr. Efter at have brugt den dyre støvsuger et års tid, har jeg konkluderet, at den var et dårligt køb. Faktisk har jeg siden set andre, bedre designede og mere funktionsduelige modeller til under den halve pris. Det hjalp betydeligt, da jeg efterhånden fik pillet det umulige 'horn' af. Det viste sig, at hornet sagtens kunne have været konstrueret, så det var 'frivilligt', men en låsemekanisme hindrede demontering af hornet uden også at ødelægge det. Resultatet blev ikke kønt, men anvendeligt. Tiden afslørede en (muligvis tilsigtet) fejl ved støvsugeren: den indikator, der skal angive, når posen er fyldt, er alt for følsom og markerer fyldt pose, når den er mindre end halvt fyldt. Man skal derfor ignorere den røde advarselslampe og vente med poseskift, til man bemærker en nedsat sugeevne. Ved købet af denne støvsuger, gav jeg tydeligt udtryk for, at jeg ønskede en model med store poser. Ekspedienten, der i øvrigt virkede påfaldende uengageret, var ikke sen til at udpege den Siemens-model, Z6, som jeg endte med at bære hjem. Samtidigt hjembragte jeg en æske af de poser, som skulle passe til støvsugeren. Dagen oprandt, da støvsugerposen var fuld og skulle skiftes. Ved den lejlighed opdagede jeg, at posen slet ikke var stor og at jeg følgelig var blevet prakket en æske med forkerte poser på. Man skulle måske udtrykke det således: jeg havde fået en forkert støvsuger til de rigtige poser! Jeg vendte tilbage til forretningen, Punkt-1, for at bytte de forkerte poser til nogle rigtige. Det ville være synd at kalde den betjening, jeg ved den lejlighed oplevede, som venlig og imødekommende. Dels fastholdt ekspedienten, at støvsugertypen Z6 ikke fandtes, og dels var han uvillig til at bytte poserne, fordi han ikke troede, at de var købt sammen med støvsugeren. Efter en stund med sur martyrmine at have rodet med forretningens computer, præsterede han dog en æske poser, som han påstod skulle passe. Kvaliteten var en del ringere, men det havde ikke indflydelse på prisen. De første poser ville man kun tage tilbage, hvis jeg kunne præstere en kvittering, der kunne bevise, at poserne var købt sammen med støvsugeren. Det er vist overflødigt at bemærke, at Punkt-1 er strøget af min leverandørliste. I begyndelsen af 1970'erne var folketingets politikere mere åndssvage, end de plejer at være. Den internationale situation var, for at sige det mildt, problematisk (det var i disse år Europa blev ramt af en energikrise), så politikerne havde vældigt travlt med at gøre sig bemærket med overlødig interesse for små, 
dagligdags sager. Således blev cyklisters lygteføring pludselig
et stort emne på politikernes dagsorden. Der blev snakket og
'diskuteret' og jo mere, der blev sagt, jo mere vanvittige blev
de fremsatte forslag. Slutresultatet blev en række krav til
cykellygter og de var formuleret således, at den gamle NEFA-lygte
(populært kaldet 'NEFA-blænder') ikke længere kunne være med.
Det var ikke den store tragedie, for dens enerådende dominans på
markedet havde med tiden forringet produktets kvalitet.
Produktudviklingen var gået i retning af at udvikle en lygte, der
virkede, når den blev solgt og ikke ret længe derefter. Følgelig
var mange cyklisters lygteføring nærmest symbolsk, idet de jo
havde en lygte på cyklen -- og den lyste -- næsten! Man kunne
ikke skifte batteri, men måtte anskaffe en ny lygte. Fin
forretning!Det nye marked for cykellygter, der opstod med de nye regler, gjorde pludseligt udvalget af forskellige batteridrevne lygter meget større og man kunne finde alt fra stærke lygter, der gav et fint kørelys, til mere symbolske modeller, der blot sikrede, at man 'blev set'. Jeg vil omtale en særlig lygte, der i sin udformning faldt midt mellem disse to yderpoler og gjorde sig bemærket ved en påfaldende høj kvalitet. Mærket hed 'Marvi' og lygterne var firkantede, blå plastik-konstruktioner med en holder, der passede til de traditionelle lygteholdere. Fabrikanten af disse lygter havde valgt en sejg plastictype, der kunne tåle hverdagens stød og slag. Hvis man tabte lygten, kunne det betale sig at samle den op, da den i modsætning til flere andre cykellygter ikke havde taget skade og fungerede som før. Som en anden påfaldende brugervenlig egenskab, var lygten samlet af flere støbte stykker, der var udskiftelige. Hvis en lygte havarerede, kunne man gemme den og bruge stumperne som reservedele for andre Marvi-lygter. Holderen på lygtens bagside var monteret med skruer, så også den var let at udskifte. Lygten kom i to udgaver: en hvidtlysende for- og en rødtlysende bag-lygte. Fabrikanten havde imidlertid tænkt over sagen: der var mere forskel på lygternes linser end blot farven. Forlygtens klare linse var udformet, så størstedelen af lyset blev kastet fremad i en passende kegle, der gav et hæderligt kørelys, der f.eks. gjorde det muligt at cykle gennem Dyrehaven en bælgmørk nat. Baglygtens røde linse var til gengæld udformet, så lyset blev spredt mest muligt og gjorde cyklisten overordentlig synlig for andre trafikanter. Lygtens svageste punkt var afbryderen, hvilket den havde tilfælles med alle andre lygter, incl. de dyre og meget fancy batterilygter, der ikke var tiltænkt cykelbrug. Marvi-lygtens afbryder blev i modsætning til andre lygters ikke gradvist dårligere. Den gik pludseligt i stykker. Årsagen var en plastiksøjle, der var støbt som en del af lygtehuset og fungerede som akse for en fiffig vægtstang, der skubbede til den bronzefjeder, som sluttede strømmen. Med tiden gav denne søjle efter for 'plastic-træthed' og knækkede. Den kunne limes på igen, men det holdt aldrig længe. Et mere kreativt indgreb kunne imidlertid forlænge lygtens liv: hvis man borede et hul, hvor plasticsøjlen havde siddet, og i det monterede en messing-maskinskrue af passende tykkelse og længde, så fik vægtstangen en ny og solid akse, der virkede lige så godt som den originale. Som det ofte finder sted med kvalitetsvarer, så blev Marvi-lygterne kopieret og således fortrængt af billige og dårlige efterligninger. Valget var ikke brugernes, men cykelhandlernes, hos hvem Marvi-lygterne på hylderne blev erstattet af andre blå lygter, der lignede dem til forveksling, men viste sig at være elendige. En af efterligningerne kom fra NEFA og levede fuldt op til mærkets usle renommé. De elektriske forbindelser i disse lygter var så dårlige, at de sjældent lyste med fuld styrke, men 'blafrede' eller gik helt ud. Ofte var de vanskelige at tænde og det lykkedes først efter flere forsøg. Lygten sad dårligt på cyklens lygteholder: enten var den så vanskelig at få anbragt på holderen, at det krævede lidt tid, en del vold og megen opmærksomhed for at få det til at lykkes, eller også sad lygten så løst, at den faldt af under kørsel på ujævn vej -- og NEFA- lygten var en af dem, det ikke kunne betale sig at samle op, for i det øjeblik, den ramte asfalten, blev den splittet ad i stumper, der var svære at finde i mørket og med stor sandsynlighed (på grund af den dårlige plastkvalitet) også var gået i stykker. Et teknisk fremskridt kom de betrængte batteri-cykellygtebrugere til undsætning og kom fra elektronikbranchen: Lysdioden gjorde sit indtog på cykelmarkedet. Myndighederne havde godkendt den gule lysdiode som anvendelig i forlygter og snart var cykler med det karakteristiske monochrome lys et almindeligt syn på nattemørke veje og gader. Yderligere tekniske forbedringer øgede diodernes effektivitet, således at cyklisterne fik mere lys af et sæt batterier. Desværre førte diodernes beskedne strømforbrug til lygtemodeller, der brugte ekstremt små -- og hundedyre -- batterier. Selve lygten fulgte med ned i størrelsen og de mindste lygter med blot een diode og eet batteri blev på størrelse med et kirsebær. Udviklingen fortsatte. Først bemærkede man en del lygter med hurtigt blink. Det var ganske vist ikke blevet tilladt endnu, men politiet tog ikke affære og ikke længe efter blev de godkendt af Odense Politikreds. Næste fremskridt kom i skikkelse af nogle lysdioder der udsendte blåt lys og det varede ikke længe, før tekniken var finpudset, så lyset blev hvidt. Kort efter årtusindskiftet var der langt mellem, man så en cykel med den gammeldags glødepære i en af lygterne. I dag er udvalget af lysdiode-cykellygter meget stort, men meget skiftende. Kun nogle ganske få modeller synes at gå ubrudt igennem omskiftelserne og blandt dem finder vi de små 'kirsebær'. Jeg skal dog nævne -- eller rettere advare mod et særligt ondartet produkt af mærket 'COLOC' og typebetegnet '2LIGHT'. Lygterne fås lysende rødt og hvidt til passende brug som bag- og for-lygte og de leveres incl. monterede batterier. De første problemer kommer fra afbryderen, der efter nogen brug kræver en del opmærksomhed for at virke. Dette problem er næsten universelt for batterilygter, men i dette tilfælde optræder ulempen hurtigt efter kort tids brug. Klemmen til lygteholderen er dimensioneret forkert, så det faktisk kræver en del vold for at få lygterne anbragt, så de bliver hængende. Naturligvis er det også vanskeligt at tage dem af igen. Som det næste oplevede jeg, at lygterne ikke kunne tåle at blive rystet på den måde, de bliver, når man cykler på et ujævnt underlag som f.eks. brolægning. Rystelserne aktiverer de dårlige elektriske forbindelser i lygten og nogle af lysdioderne går ud. Undertiden vågner de til live igen, men det varer kun et stykke tid. Den alvorligste fejl viser sig imidlertid første gang, man prøver at skifte batterier: lygten er meget vanskelig at åbne, men når det endeligt lykkes, falder lygten nærmest fra hinanden! Lysdioderne, der blot er stukket ned i nogle huller, hvor de får kontakt med et par løse stykker blik, rasler ud. Meget få af komponenterne er fæstnet forsvarligt og det er vanskeligt at sætte dem tilbage, hvor de skal sidde. For folk uden vældigt godt kendskab til elektronik er opgaven nærmest håbløs. "Det hedder nye lygter". I øvrigt mangler lygterne enhver form for styre-elektronik. Lysdioderne parallelkobles via afbryderen direkte til batteriet. Og så er COLOC 2LIGHT patenteret! |