|
|
'Fordelingspolitik'Det politisk korrekte udtryk for 'beslaglæggelse'.Danske politikere kender kun eet middel og det går under fællesbetegnelsen "stramninger"! Hvis økonomien er overophedet, er medicinen 'stramninger'. I denne situation består kuren i at beslaglægge mere af befolkningens indkomst. Angiveligt for at 'inddrage overskydende købekraft'. MOMSen var således en 'midlertidig foranstaltning' der skulle opsuge købekraft. Den startede med at være 2½ % med løfter om, at den aldrig skulle blive højere. Nu, ca. 45 år efter, er den på 25 % og voksende, idet man er ved at finde på forskellige særafgifter, der skal følge den. Således havde vi allerede fået en sukkerskat og i oktober 2011 kom så fedtskatten. Begge skal forestille afgifter på 'usunde varer', men administrationen af disse afgifter viser, at det drejer sig om at kradse penge ind. Sjovt nok øges skattetrykket også i økonomiske krisetider. Politikernes begrundelser for at handle således er altid meget tågede og de forekommer som vanligt uenige, hvilket dog ikke synes at få indflydelse på resultatet: borgerne kommer til at bløde! Danmark oplevede i årene efter årtusindskiftet, at der virkeligt var gang i hjulene. Produktionen steg, lønningerne steg og omsætningen steg. Man kan altså støt gå ud fra, at staten og kommunerne fik et uventet merprovenu af skatter og afgifter. Der skulle altså være flere penge til at løse de forskellige samfundsopgaver. Borgerne kunne med rette forvente en bedre service, men det modsatte skete: Der blev iværksat nedskæringer og besparelser på mange centrale områder. Sundhedssektoren og undervisningssektoren oplevede fyringssrunder og disse fyringer ramte de stillinger, der producerede den egentlige service. Læger, sygeplejersker og lærere blev fyret. Vedligeholdelse af undervisningsinstitutioner og hospitaler blev udskudt og mange af disse organers funktioner helt sløjfet. Politikerne opfordrede til løntilbageholdenhed. Som vanligt holdt de deres egne (ganske fede) lønninger udenfor. Tilsyneladende blev den administrative sektor også holdt udenfor, idet en mængde nye stillinger blev oprettet for at 'styre' de mange nedskæringer, men klart nok også for at administrere administrationen. Udvidelse af administration sker hyppigt under beslaglæggelse af de fasciliteter, der husede de fyrede medarbejdere. Papirnusserne flytter imidlertid ikke bare ind, for de kan slet ikke klare sig i de beskedne og spartanske lokaler, som undervisere og forskere måtte nøjes med. Næh! Uden storslåede og paladsagtige omgivelser kan administrationen slet ikke fungere. Et svulstigt miljø er nødvendigt af hensyn til funktionærernes selvfølelse og image. Disse, meget ofte småtskårne sjæle, er sig meget bevidste, at de udøver magt, og forlanger derfor omgivelser, der skilter med denne magt. Følgen blev og bliver istandsættelser, der nærmest har karakter af dekoration og ombygninger i luksusklasse. Kontorister kan ikke bare flytte med det udstyr og inventar, de plejer at bruge. Det passer nemlig ikke i de nye omgivelser, så der indkøbes nyt. Det gælder såvel kontormaskiner som andet inventar -- og det skal ikke være 'almindeligt'! Kun kostbare, arkitekttegnede mærkevarer kan bruges og kontorudstyr bliver indkøbt hos 'anerkendte leverandører'. Det er ikke ensbetydende med høj kvalitet (den er de fleste kontorister dårligt i stand til at bedømme) men kun høje priser. En sådan uvane bereder vejen for indbrudstyve, der har specialiceret sig i 'bestilte opgaver' i skikkelse af bortfjenelse af designmøbler og kostbart kontorudstyr. Den slags tyverier fra rådhuse og andre offentlige institutioner betragtes (af det offentlige) efterhånden som dagens orden. Det tekniske personale, der kan vurdere, om udstyret virker, som det skal, og kan sørge herfor, er blevet sparet væk. Resultatet er, at papirnusserne konstant kæmper med en eller anden teknologi, de ikke forstår. Det gør imidlertid ikke noget! De har tid nok og brug for undskyldninger til at forsømme deres egentlige opgaver, som er besværlige og kedelige. Undertiden opfinder de ligefrem opgaver, der kan holde dem beskæftiget. Dette fænomen konstateres hyppigt i institutioner med en i forvejen overdimensioneret administration. Når sparerunderne bryder løs, friholdes disse administrative organer -- for de har så travlt. Undertiden har de så travlt med at have travlt, at de slet ikke kan overkomme det hele. Der købes derfor kostbar hjælp fra private firmaer. Man kan således opleve, at en mindre sektor i den offentlige administration pludseligt fungerer lydefrit. De borgere, der gennem det offentlige tilfældigvis får berøring med medarbejdere fra private entrepriser, bliver slået med undren -- indtil de opdager årsagen. I et land, hvor befolkningen maksimalt har rådighed over 25% af sine indtægter, vil disse 25% altid være en torn i øjet på politikerne. Det store mål for dem vil være at beslaglægge og administrere privat indkomst. Desuden mener politikere uden undtagelse, at al privat opsparing tilhører det offentlige. De mangler kun gode argumenter til at beslaglægge den, men der arbejdes hårdt på at konstruere disse argumenter. Jeg har oplevet, at skattevæsenet i tilknytning til en sag om uretmæssig opkrævning af 'restancer' forlangte 'et budget' af mig. Da jeg forelagde dem en oversigt over mine årlige udgifter gennem et par år, gennemlæste de den hurtigt og slog straks ned på en post, der hed 'gaver og familie'. Den (i dette tilfælde grønblege) aktuèlle medarbejder udbrød forarget "Det betaler vi ikke!". Han opfattede det tydeligt således, at mine økonomiske midler tilhørte skattevæsenet. Netop samme skattevæsen har flere gange (som i min sag) gjort sig uheldigt bemærket ved magtmisbrug og fremgangsmåder, der ikke alene er på kanten af loven, men også overskrider den. Når borgerne i disse tilfælde tager til genmæle og trækker skattevæsenet i retten, er de sikre på een ting: de får -- uanset sagens udfald -- lov at betale sagsomkostningerne selv! |