Blokader.

Sommeren 2012 gik en af de 'faglige organisationer' (som er politiske) i 'aktion' mod en restaurant, der havde tilladt sig at opsige aftalen med organisationen og indgå en ny med en anden.
       Aktionen var sammensat af de vanlige elementer: fysisk blokade af virksomheden for at hindre kunder og forsyninger adgang. Desuden truede den 'faglige organisation' med repressalier mod et dagblad, der sædvanligvis førte restaurantens annoncer. Avisen tog truslerne alvorligt -- de kom trods alt fra en mafialignende organisation -- og valgte at udelukke restaurantens avertissementer.

I den magre sommertid er medierne sultne efter 'historier' og konflikten var godt råstof for lange spalter af tekst. Den 'faglige organisation' førte sig frem som den forurettede, selv om det var den, der stod bag alle de overgreb, der hidtil var set i konflikten -- overgreb, som angiveligt er lovlige i det danske samfund, blot de udføres af en af de anerkendte 'faglige organisationer' og kaldes 'arbejdskamp'.
       Den 'faglige organisations' medlemmer ønskede også at demonstrere det, der kaldes 'solidaritet', og sendte breve med dødstrusler til restaurantens ejer. Officielt blev disse breve undsagt af den 'faglige organisation', men denne afstandtagen klinger lidt hult. Dødstrusler er endnu forbudt -- også som politisk redskab -- men siden de 'faglige organisationer' ikke holder sig tilbage fra med alle andre midler at forsøge at ødelægge levevejen for anderledes tænkende, kan man roligt regne med, at de bifalder dødstruslerne og sandsynligvis har medvirket til at sætte dem i scene.

Pludseligt dukkede en ny spiller op på banen, idet en gruppe sympatiserende hackere lagde den 'faglige organisations' hjemmeside på Internet ned. Den 'faglige organisation' kom således pludseligt til at føle sine egne methoder på sin egen hud.
       Det mest overraskende i den forbindelse er, at blokaden af den 'faglige organisations' hjemmeside anses for at være groft kriminel og kan straffes med fængsel på op til 6 år. Denne ganske forskellige vurdering af den samme handling forklares ved, at den i det ene tilfælde udføres af en 'faglig organisation' som led i en arbejdskamp, medens den i det andet tilfælde udføres af private sympatisører og rammer en 'faglig organisation'.

Sagens parter har (ejendommeligt nok) begge fået lov at udtale sig i de elektroniske medier. Her har restauratøren begrundet sin berettigede forargelse over den 'faglige organisations' overgreb med at henvise til det i sagen noget oversete faktum, at vi i Danmark påberåber os at have organisationsfrihed og at han ikke har overtrådt nogen regler -- heller ikke nogen af de ubegribelige regler, der gælder for arbejdsmarkedet. Den 'faglige organisations' leder havde tydeligt nok et forklaringsproblem, men det hindrede ham ikke i at sige en masse ord. Han begrundede sin aktion med, at den nye overenskomst med den frie fagforening efter hans mening var ufordelagtig for restaurantens ansatte -- som om det i sig selv gjorde den ulovlig. Et andet besynderligt argument havde skikkelse af en påstand om, at den frie fagforening ikke var en faglig organisation, men en virksomhed. Endeligt fremsatte han det interessante argument, at 'organisationsfrihed' kun dækkede over, at en arbejder kunne være medlem af forskellige 'faglige organisationer', men at han skulle være organiseret. Tydeligt nok er valget efter den 'faglige organisations' opfattelse alligevel ikke så frit.

Arbejdsmarkedets store fisk har over en bred front accepteret den aktuèlle konflikt som lovlig og har ikke megen forståelse for den brede sympati for restaurantens sag i Danmarks befolkning. Krav om, at det er på tide, at arbejdsmarkedets regler moderniseres, afviser disse magtfulde forhandlere med, at man 'ikke må pille ved den danske arbejdsmarkedsmodel', som de mener har fungeret godt. De er tydeligt nok blinde for, at den aktuèlle sag viser, at 'den danske arbejdsmarkedsmodel' ikke fungerer godt -- og det er de med god grund, for en modernisering vil betyde en ændring i det farvand, hvor de har lært sig at navigere. Sømærkerne i deres verden udgøres af indøvet retorik og forstokkede doktriner, som med tiden er blevet accepteret som 'korrekte', men også har mistet deres aktualitet i en sådan grad, at de i det moderne samfund mangler saglig -- og faglig -- begrundelse.

Til slut kan man spørge sig, hvorfor den 'faglige organisation' netop valgte den pågældende restaurant, der, bortset fra at fornærme den 'faglige organisation' ved at fravælge den, agerer efter spillets regler. Der er masser af andre restauranter, der beskæftiger helt uorganiseret arbejdskraft, ikke sjældent også illegal arbejdskraft og som derfor måtte være mere oplagte mål.
       Hvis man ser nøjere på restauranten, vil man finde en populær og succesfuld virksomhed med rimelige priser, god mad og en fordelagtig placering. Selv om simpel misundelse altid har været drivkraft for arbejderbevægelsen, er der efter disse kriterier andre og mere oplagte virksomheder at angribe, så hovedårsagen skal næppe findes i restaurantens succes. Et andet iøjnefaldende træk må have været udslaggivende. Her kommer restaurantens ejer og leder i søgelyset: han er en indvandrer, der har klaret sig godt og kan begå sig blandt danskere -- og han har formastet sig til at sætte sig op mod 'herrefolket': de etablerede 'faglige organisationer'. Han skulle derfor kanøfles!



I Januar 2013 ramtes den pågældende restaurant af en påsat brand, hvorunder indehaveren kom til skade. Kort efter blev han arresteret og sigtet for ildspåsættelse, men blev senere løsladt af mangel på beviser. Politiet syntes at have fokuseret på dette ene spor og selv om indehaveren angiveligt var blevet overfaldet i tilknytning til branden (han havde efter lukketid opholdt sig i restauranten for at ordne regnskaber) førte det ikke til videre, dybtgående undersøgelser. Politiet var tilfreds med at have en sigtet.
       Den politimæssige efterforskning trak derefter ud og blev ved med at trække ud, hvilket blokerede for udbetaling af erstatning fra restauratørens forsikringsselskab. Dette førte videre til, at restauranten, der var lukket som følge af branden, måtte melde sig konkurs.

Det må anses for sandsynligt, at nogle af fagbevægelsens beredne håndlangere står bag den påsatte brand. Politiets lunkne holdning og langsommelige sagsbehandling kan nemt forklares som en følge af sympati med samme fagbevægelse -- især når man tager følgerne af forhalingen i betragtning.

Danmark har udviklet sig til et socialistisk demokratur.
-oOo-
Webmaster: kontakt@rattrack.4t.com
02-08-12 og 08-03-13