Amagerbanken
       En bank jeg kendte i forvejen fra dengang, den kun havde filialer på Amager. Mine forældre ordnede deres pengesager gennem denne bank i en menneskealder og medens jeg selv boede på den flade ø, havde jeg min lønkonto dér. Det varede, til jeg flyttede fra Amager og i den tid kom de eneste problemer fra en svært ordblind bankassistent.
       En dag mange år senere blev jeg træt af Handelsbanken og flyttede mine konti til en filial af Amagerbanken på Østerbrogade. Ved oprettelsen af disse konti sikrede jeg mig, at mindst een af dem kunne fungere som en checkkonto, når jeg senere forventeligt ville få brug for det. Samtidigt oprettede jeg to bankbøger med et passende indestående til mine sønner, der skulle konfirmeres med få års mellemrum. En forædt slipseproletar lovede højt og helligt, at banken ikke ville afsløre disse bankbøgers eksistens for de kommende konfirmander. Det løfte brød banken med trut og trompeter, idet man straks sendte dem en kontoudskrift!
       Aftalen om checkkontoen brød Amagerbanken også, idet jeg, da den blev aktuèl, fik oplyst, at betingelsen for at udstede et checkhæfte var et indestående på mindst 7000 kr. Intet problem: jeg kunne jo blot vente til næste lønoverførsel, hvilket jeg gjorde. I mellemtiden var solvens-kravet imidlertid på mystisk vis blevet fordoblet. Jeg forklarede den stolte, men stadig noget forædte slipseproletar, at sådan legede jeg ikke og opsagde mine konti og gik ind til nabobanken Sydbank og oprettede de tilsvarende konti hos en meget sydlandsk ekspedient.

Sydbank
       Mit samarbejde med denne bank gik gnidningsfrit i mange år, men så en dag opstod et problem, der lignede det, jeg havde oplevet i Bikuben: nogle regninger var tilsyneladende blevet betalt to gange, men udbetalingerne havde ikke været enslydende. Denne gang oplevede jeg intet strafgebyr eller ekstra gebyr for kontoudskrift, men forklaringen på fejlen var lidt besynderlig: En administrator, der hver måned sendte en opkrævning til min budgetkonto, havde ved at par tilfælde begået fejl og derfor fremsendt nye opkrævninger ledsaget af den udtrykkelige besked, at de erstattede de forrige. Banken havde ikke læst disse beskeder og begrundede det med, "at de ikke læste deres kunders private post!" De havde altså heller ikke fundet det passende at viderebefordre denne post til mig.

Jyske Bank
       Da Jyske Bank åbnede en filial ganske nær min bopæl, passede det mig fint. Siden en lokalbank, hvori jeg havde en konto, var blevet 'ædt' af en af de store banker, havde jeg været utilfreds med administrationen af min konto og nærede et ønske om at flytte den. Følgelig gik jeg til den nye Jyske Bank-filial og åbnede en tilsvarende konto.
       Under oprettelsesforhandlingerne blærede bankfunktionæren sig med, at Jyske Bank havde gode internationale kontakter og således havde filialer i såvel HongKong som Gibraltar. Da jeg hyppigt besøgte HongKong, var denne oplysning meget velkommen og jeg spurgte, om det betød, at jeg havde adgang til min Jyske Bank-konto fra HongKong. På dette spørgsmål svarede man bekræftende.
       Kort efter skulle jeg tiltræde min næste rejse. Jeg henvendte mig i Jyske Bank for at bestille lidt valuta og få overført nogle penge til mit hotel. Den hotel-opgave ville jeg klare ved at sende hotellet en check på den aftalte sum i HK-$, men en bankassistent overbeviste mig om, at det var meget nemmere med 'Swift'. Man bildte mig oven i købet ind, at 'Swift'- overførslen kunne ledsages af en besked til modtageren, så jeg valgte denne betalingsform.
       Da jeg ankom til HongKong fik jeg en del problemer. For det viste sig, at min besked ikke var nået frem til hotellet, idet Jyske Bank havde tilbageholdt den del af formularen, hvor den stod. Jeg stod følgelig uden en hotel-reservation et fjernt sted i verden, hvor hotellerne altid var fuldbookede. Hotellet havde modtaget min overførsel, men de anede faktisk ikke, hvem den kom fra eller hvad den skulle dække. Jeg blev dog indkvarteret på et lille værelse, men det viste sig at være anbragt med hejseværket til en godselevator som nabo på den ene side og en skolestue (med stengulv) på den anden.

Oplysningerne om en HongKong-filial af Jyske Bank viste sig at være ren løgn. Banken havde kun et 'kontor' i byen, men det gav mig hverken adgang til min konto eller valuta. Heldigvis havde jeg et tilgodehavende fra en tidligere rejse og det tærede jeg på, indtil mit valutaproblem, ved en anden banks mellemkomst, blev løst tilfredsstillende.

Jyske Bank viste ved en anden valutatransaktion sin dårlige moral: Fra et musikforlag i et vestafrikansk land havde jeg bestilt nogle kassettebånd med 'afro-pop', der på dette tidspunkt endnu var et overset begreb i Danmark. Ordren bekræftedes og betaltes pr. check fra Jyske Bank med pålydende i udenlandsk valuta.
       De bestilte bånd dukkede aldrig op og mine forsøg på at kontakte forlaget mislykkedes -- sandsynligvis på grund af den kaotiske infrastruktur i det vestafrikanske land. Jeg besluttede derfor at få undersøgt, om den fremsendte check overhovedet var indløst og henvendte mig til Jyske Bank, der jo måtte kunne finde ud af den slags. Til min undren afslog banken blankt at hjælpe mig: de havde solgt mig en check, og hvad der derefter skete med den, vedkom ikke dem! Imidlertid fik jeg overtalt et kreditinstitut til at undersøge checkens skæbne. Det viste sig, at den ikke var blevet indløst! Jyske Bank konfiskerede med andre ord pengene! Det kaldes profitskabende virksomhed!

Engang skulle jeg til gavebrug hente nogle helt ubrugte pengesedler. Det var ikke noget problem for Jyske Bank og jeg fik dem samtidigt med, at jeg hævede et mindre beløb til 'lommepenge'.
       Ikke så længe efter, jeg var kommet hjem fra dette bankbesøg, meldte en virkeligt vedholdende person sig ved min yderdør. Han viste sig at være en slipseproletar fra Jyske Bank af typen med udpræget tendens til højt blodtryk og han overfusede mig straks for at have hjembragt et større beløb, end jeg havde kvitteret for i banken. Rent praktisk skulle jeg have fået en seddel for meget. For at manden ikke skulle falde om med et dissekerende aneurisme, hentede jeg skyndsomst min tegnebog for, ved en optælling af dens indhold, at bidrage til en opklaring af sagen. Tegnebogen viste sig at indeholde et beløb, der var større end både det, jeg havde kvitteret for, og det, jeg var mistænkt for at have bortført. Det gjorde den, fordi jeg altid medfører penge nok til at kunne tage en taxa hjem -- også selv om jeg skulle være relativt langt hjemmefra. Jeg kunne derfor ikke afvise bankens påstand, men for at få fred og give slipseproletaren en overlevelseschance, udleverede jeg det formodede 'overskud' til ham.
       Senere satte jeg mig ned for at få klarhed over de kontante udgifter, jeg havde haft siden mit forrige bankbesøg, og kom til den konklusion, at jeg ikke havde fået udleveret for mange sedler ved bankens kasse. I et brev til banken redegjorde jeg for denne konklusion. Banken kvitterede for brevet med nogle generelle betragtninger om sine principper, men foretog sig ellers intet. Det kaldes profitskabende virksomhed!

Danske Bank
       ... udtales [dæænske bank]. Samfundet er i dag således skruet sammen, at enhver borger er nødt til at have en bankkonto. Hvis ikke, står han udenfor og kan ikke få sin løn udbetalt og det offentlige kan ikke få automatisk oplysning om hans formueforhold. Disse vilkår har givet bankerne myndighed til at bruge personnumre og de elsker det. Bankerne er halvvejs blevet offentlige institutioner, hvilket i høj grad præger deres holdning til kunderne, der oplever et ikke ringe magtmisbrug fra pengeinstitutterne -- et misbrug, der tilsyneladende bifaldes af de 'rigtige' offentlige institutioner, der således ikke bliver alene om at snage i folks personlige forhold. Desuden foregår der bankerne imellem et udpræget samarbejde, der har til hensigt at 'standardisere' deres 'produkter' (det kaldes 'koordination') samt ensrette størrelsen på gebyrer og renter m.m.
       I en årrække har jeg haft en lønkonto i Danske Bank. Jeg er langtfra tilfreds med dette 'samarbejde' -- på det senere har jeg snarere været stærkt utilfreds og forgæves set mig om efter et alternativ. I et tilfælde troede jeg, at jeg havde fundet det, men det viste sig, at den pågældende bank var pengeløs -- d.v.s uanvendelig!
       Min utilfredshed med Danske Bank gælder overvejende betjeningen. Jeg praktiserer en månedlig bankdag, hvor jeg ordner mine bankforretninger, hæver penge og betaler regninger. Jeg har derfor som kunde over flere år besøgt den filial af banken (Østerbrogade/Jagtvej), jeg bruger, regelmæssigt. Derved har jeg dels kunnet følge, hvorledes banken gradvist (bevidst!) har reduceret den direkte kontakt med sine kunder. Det gøres ved at forulempe kunderne lidt hver gang: de kommer til at vente længere og længere på betjening, betjeningen er upersonlig og man kræver ID. Nogle af kassedamerne kværulerer ved den mindste lejlighed over alt muligt. På det senere har man reduceret og isoleret kundeområdet og nedskåret det beløb, det er muligt at hæve pr. gang. Det antal bankekspeditioner, man årligt vederlagsfrit har rådighed over, er ikke ændret, så hvis man i stedet hæver penge flere gange end det 'tilladte', koster det gebyr -- og det er selvfølgelig et af arrangementets formål. Et andet er, at vænne kunden af med at henvende sig personligt. Der gives ganske vist mulighed for, at man kan ringe i forvejen og meddele, at man agter at trække et beløb over den fastsatte grænse. Det har jeg prøvet, men det virkede ikke, idet pengene første gang alligevel ikke lå klar og jeg måtte vende tilbage til banken en halv time senere. Da jeg ringede ved en anden lejlighed, blev jeg mødt af en automatisk telefonsvarer, der meldte, at jeg var blevet 'udvalgt' til at deltage i en undersøgelse af kundetilfredshed ... det skulle angiveligt 'kun' tage 5 minutter. Det hjalp ikke at lægge røret og forsøge igen, for alle telefoniske henvendelser var åbenbart 'udvalgte'. Det endte med, at jeg faxede min besked til banken.
       Det er karakteristisk, at når banken tager 5 minutter af kundens tid, så er det 'kun'. Hvis kunden under en ekspedition kræver 5 minutter af bankens tid, er det ikke længere 'kun', men koster gebyr!
       I en periode blev jeg i den pågældende filial udsat for et særligt ondartet eksemplar af en kassedame. Hun var en udflydende type med et medfødt forarget ansigtsudtryk og hun kværulerede over det mest utrolige, begik fejl og indrømmede dem aldrig. Hun havde bl.a. set sig ond på det ID-kort, jeg plejede at bruge i banker og på posthuse. Når jeg så præsenterede hende for andet ID, så duede det ikke, enten fordi det manglede billede eller ofte blot, fordi hun 'ikke kunne godkende det'. Det hjalp mig ikke, at hendes foresatte (som hun sladrede til, da jeg tog til genmæle mod hendes brok) fandt mit ID-kort fuldt gyldigt. Næste gang, jeg stillede i banken, brokkede hun sig atter.
       Da jeg oprettede den aktuèlle konto, havde jeg ikke benyttet muligheden for udstedelse af et nyt ID-kort af den simple grund, at jeg i forvejen var i besiddelse af et. De regelmæssige sammenstød med den udflydende kassedame fik mig til at ændre dette forhold, idet jeg besluttede at bestille et ID-kort specièlt for denne konto. Nu kostede det imidlertid gebyr, men det lod sig gøre og efter en 14 dages tid var jeg i besiddelse af et kontokort -- uden billede! Med dette er der overhovedet ingen problemer med at hæve penge fra min konto. Der er absolut ingen identitets-kontrol: banken er fuldt tilfreds med blot at blive præsenteret for det anonyme hævekort!
       Foråret 2007 lancerede Danske Bank et 'servicefremstød', hvor man forsøgte at bilde kunderne ind, at de fra nu af ville få lavere gebyrer, højere rente og bedre bankrådgivning. Ved et par kompetente journalisters mellemkomst blev det dog afsløret, at 'servicefremstødet' ikke var andet end støj og der var hverken blevet fjernet gebyrer eller øget rentesatser. Forskellen bestod alene i, at banken nu indrømmede sin politik med at drive sine kunder til selvbetjening via Internet. Den 'forbedrede' rådgivning fremkom, fordi de medarbejdere i banken, der hidtil havde været optaget af almindelig kundebetjening, ved den øgede selvbetjening skulle få bedre tid til mere lukrativ 'rådgivning' -- betalt af kunden.

Realkredit
For en halv snes år siden modtog jeg et brev fra dette pengeinstitut. Heri forklarede man mig, at jeg var blevet tildelt en status som 'prioritetskunde'. Æren begrundedes med, at jeg havde betalt mine afdrag til tiden og i øvrigt passet mine forpligtelser.
       Som 'prioritetskunde' havde man (tilsyneladende) nogle privilegier. Et af de væsentligste -- og det firmaet fremhævede -- var, at man kunne belåne sin ejendom yderligere, uden at den skulle underkastes en fornyet granskning og vurdering. Det var da meget hyggeligt, men på det tidspunkt havde jeg ikke behov for at udnytte denne mulighed. En sådant behov opstod imidlertid godt et halvt år senere, da jeg ønskede et lån til at føre en retssag mod skattevæsenet og jeg henvendte mig til 'Realkredit' i forventning om hurtig ekspedition.
       Til min undren skulle 'Realkredit' alligevel iværksætte det store maskineri med besigtigelse af ejendommen og vurdering af min kreditværdighed. Emnet 'prioritetskunde-status' blev ignoreret i en sådan grad, at man totalt overhørte et direkte spørgsmål herom og i stedet diskede op med nogle betragtninger om, at låneydelser 'altid' omfattede en kundevurdering. Den slags gennemskuelige fidus-strategier tiltaler mig slet ikke og jeg gik i stedet til PFA, der kendte mig lige så godt som 'Realkredit'. PFA ydede mig hurtigt det ønskede lån.
       Så snart skattevæsenet fik færten af, at der var optræk til en retslig afgørelse, frafaldt det sine krav. Det var nemlig helt tydeligt, at væsenet havde 'overskredet sine beføjelser', men går den, så går den og den gik altså ikke denne gang!

Foråret 2007 var 'Realkredit' atter ude med snøren: i et brev, hvor man henvendte sig i 'du'-form, fristedes i al familiær fortrolighed med billige låneomlægninger og nye 'favorable' lånetyper. Det nye fremstød aktualiserede mit gamle pantebrev, der stadig stod i 'Realkredit', og jeg indså, at jeg havde råd til at indløse det. I en fax oplyste jeg til 'Realkredit', at jeg ville udnytte denne mulighed.
       Et svar lod vente på sig, men da det kom, var jeg åbenbart ikke længere 'dus' med 'Realkredit'. Svaret var ledsaget af et 'tilbud', der kun var gældende i 10 dage. Desuden ønskede man adgang til min bankkonto, så man kunne hæve penge direkte til dækning af lånets ophævelse. Min tillid til 'Realkredit' strakte ikke til at give institutionen adgang til mine bankkonti og jeg sendte en check på beløbet. Derefter havde 'Realkredit' pludselig ikke travlt og det trak gevaldigt ud med at sende mig det aflyste pantebrev.